Af Finn Slumstrup
På en ø, som tilmed er sin egen kommune, er man aldrig i tvivl om, hvor grænsen går. Lokalsamfundet er klart defineret. Men geografien kan alligevel ikke klare alle opgaverne med at styrke øens identitet. Historien er vigtig, og det samme er den aktuelle sammenkitning.
Her spillede tidligere den daglige avis en særlig rolle, og den er fortsat vigtig på Ærø.
Noget af det første, man ser, når færgen lægger til i Ærøskøbing, er Fyns Amts Avis karakteristiske gule bindingsværkshus. Mange turister tror, bygningen er et smukt musealt levn, men hvis man kigger ind, møder man en moderne lokalredaktion med syv ansatte.
Avisen blev startet 2. februar 1863 af farmaceut Carl August Fich som Sydfyenske Tidende. Senere skiftede den navn til Svendborg Avis, og på avisens forside kan man i dag se, at dette dagblad sammen med Langelands Avis, Faaborg Avis og Ærø Avis i dag udgør Fyns Amts Avis, som for en måneds tid siden altså tog fat på 156. årgang.
Bag den gamle titel Ærø Avis i bladhovedet gemmer sig en udgivelse, der levede fra 1859 til 1963. I en periode havde øen endda to aviser, idet Ærø Venstreblad eksisterede 1924-65. Det er mærkeligt at tænke på i dag, hvor der er 600 mennesker på øen, der abonnerer på Fyns Amts Avis, plus at nogle håndfulde har abonnement på den digitale udgave. Det vil sige, at 7 pct. af avisens abonnenter bor på Ærø – og at lidt over 10 pct. af øens befolkning holder avisen.
Fyns Amts Avis har eksisteret som avisnavn siden 1970 og skaber en vigtig del af sammenhængskraften i det sydfynske. Avisen har lige fra starten været en frisindet, uafhængig avis, som den dag i dag mestrer den svære kunst at være solidarisk med lokalsamfundet og samtidig bedrive solid, kritisk journalistik - ikke blot over for Christiansborg, men sandelig også over for lokale magthavere.
Øens dagblad magter dog ikke hele opgaven med at sikre sammenkitningen. ”Ugeavisen for Ærø”, som lige er begyndt på 54. årgang, hører i høj grad også med. De husstandsomdelte 12 eller 14 sider fylder gang på gang læseren med forundring over aktivitetsniveauet på øens godt 90 kvadratkilometer. I det nummer, jeg sidder med, vrimler det med annoncer for foredrag, koncerter og generalforsamlinger i nogle af øens langt over halvandet hundrede foreninger. Plus naturligvis oplysninger om kirkelivet, annoncer af alskens slags fra små rubrikannoncer til SuperBrugsens faste helsidesannonce og kommunens informationsside. Altså en klassisk dansk ugeavis, som med sit informationsudbud bidrager til, at man nikker bekræftende, når øjnene passerer vort slagord: ”Alt er vand ved siden af Ærø”.