Bælgsæd til human konsum – et nyt kapitel i det stærke bornholmske brand

Af Jacob Nielsen, Bornholms Landbrug

I foråret 2020 fik vores forsøgsafdeling i Bornholms Landbrug & Fødevarer tildelt et forsøg med dyrkning af proteinafgrøder. Det blev startskuddet til dyrkning af linser, kikærter, lupiner, hestebønner og soja. Sojaen blev ikke til noget. Den blev sået om en gang, men lige så snart, den kom op af jorden, var krager og duer på plads til festmåltidet.

Alle afgrøder blev blindstriglet og havde fornuftig effekt, kvik var dog et problem. Efterfølgende blev der striglet og radrandset. Radrensning virkede bedst i de opretstående afgrøder som linser, lupiner og hestebønner.

Producentforeningen Food Bornholm

I sommeren 2020 blev der afholdt en workshop om fremtidens proteiner, hvor vi også var en tur i forsøget og så på de spændende nye afgrøder. Interessen for de nye afgrøder var så stor, at 13 landmænd, både økologiske og konventionelle, er gået sammen om at danne producentforeningen Food Bornholm, hvis formål er at producere proteinafgrøder til human ernæring.

Vinteren er gået med planlægning af afgrøder, fremskaffelse af udsæd og afsondring af de jordtyper og klimatiske forhold, de enkelte medlemmer har. Foreningens medlemmer er godt spredt over Bornholm, og derfor er der også flere klimatiske forhold og meget forskellig jord. Dette er en stor fordel, da vi kan afprøve afgrøderne og finde de bedste dyrkningssteder. Når vejret tillader det, vil små 50 ha blive tilsået med amaranth, quinoa, linser, kikærter, camelina, boghvede, lupiner og havre.

At foreningen både består af økologiske og konventionelle landmænd, gør ikke arbejdet mere besværligt. Tværtimod er vi på Bornholm vant til at arbejde sammen, og de konventionelle landmænd er bestemt klar på at lære fra vores dygtige økologer.

Krav til renholdelse

Når vi har valgt at dyrke disse mere specielle afgrøder, stiller renholdelse store krav, og mekanisk bekæmpelse er eneste udvej. Heldigvis kan landmændene hjælpe hinanden og udnytte det grej, som findes på bedrifterne.

Vi ser Bornholm som det optimale sted at dyrke nye afgrøder, da vi har et lunere og mere tørt efterår end resten af landet. Når først Østersøen er varmet op, holder den Bornholm varm langt ud på efteråret. Det håber vi kan være en fordel, da de valgte afgrøder høstes lidt senere, end vi er vandt til med kornafgrøderne.

I 2021 er Bornholms Landbrug & Fødevarer også tildelt økologiske proteinforsøg, og vi håber, udbyttepotentialet kan forbedres.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle