Børnestjerner skal hjælpe 4H

Børneværterne Martin og Ketil skal trække nye medlemmer til 4H.

De to finurlige børneværter Martin og Ketil skal hjælpe landbrugets børne- og ungdomsorganisation 4H med at blive et mere kendt ansigt udadtil.

De to værter har lavet fem små film på fire til fem minutter hver, som beskriver 4Hs vigtigste aktiviteter: Madskoler, dyreskole, Kæledyrs Kørekort, havehold og børnedyrskue. Det skriver Videncentret for Landbrugets Årsnyt.

»Fortællingerne er båret af Martin og Ketils besøg til aktiviteterne, hvor de snakker med børnene og deres instruktører. De gør det på deres helt egen Martin og Ketil-måde, som passer rigtig godt til den målgruppe, vi gerne vil i kontakt med. Og at de to er superpopulære blandt børnene, kunne vi jo konstatere, da filmene blev lavet,« siger Jesper Hall, kommunikationskonsulent hos 4H.

Det er meningen at filmene blandt andet skal bruges som blikfang på dyrskuer og andre steder.

Martin og Ketil er kendt fra programmerne Naturpatruljen og Verden for begyndere.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle