Baller med højere presningsgrad

Kuhns rundballepressere giver presningsgraden en tand til med ny modelserie.

Blandt pressernyhederne på Agritecnica fremhæver MI en ny serie rundballepressere fra Kuhn, nemlig VB 7100 serien med variabel ballekammer, som klarer en tæthed på 140 kg pr. kubikmeter, hvilket giver kapaciteter op til 30 ton i timen.

Der lanceres to modeller i VB 7100 serie, henholdsvis VB 7160 med op til 1,60 meter stor ballediameter og den store VB 7190 med op til 1,90 meter diameter.

»Modellerne er kraftige og kan anvendes til både halm og ensilage. Fra pickuppen og Kuhns Integral Rotor sikres et konstant og jævnt flow ind i ballekammeret, hvor de fire bælter og tre ruller sikrer en hård og fast balle med ensartet hårdhed«, siger produktchef Per Rasmussen fra MI.

Rotortænderne er fremstillet i Hardox stål, ligesom der er beskyttede og kraftige 50 millimeter lejer i drivrullerne for de fire bælter. Netbinding af rundballen betegnes som markedets hurtigste, og kun fire sekunder går der med at lukke ballen ud af kammeret, og maskinen kan genoptage arbejdet. Alt sammen overvåget fra Isobus terminalen inde i traktoren.

VB 7100 seriens to modeller er kendetegnet ved et nyt patent, i-DENSE, der ved hjælp af kontinuerlig overvågning af materialets fugtighed tilpasser ballens hårdhed i henhold til materialets beskaffenhed. Derved slipper traktorføreren for at tilpasse presningsgrad og hastighed efter varierende fugtighed og kvalitet i materialet.

Hal 12, stand C05.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle