Bed&Breakfast: Kunderne melder fra

Hos næsten alle udlejere af B&B på landet strømmer aflysninger af planlagte bookninger ind. Ingen kan forsvare at tage imod gæster for tiden.

Det bliver et stille forår i ferielejlighederne hos Inga og Jens Peter Jeppesen på Houdam i Lemvig. De første turister har meldt afbud til overnatninger sidst i marts på den økologiske kvæggård med 150 malkekøer. Det var en tysk familie, og den kunne selvfølgelig ikke andet end fortælle, at det må blive en anden gang, de forhåbentligt igen tager turen til familien Jeppesens gård, der ligger mellem Limfjorden og Vest- kysten.

»Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt for os, men tænk på de hoteller, der bliver hårdere ramt økonomisk. Vi skal nok klare os. Udlejningen er jo trods alt kun en ekstra indtægt«, siger Inga Jeppesen.

Ikke forsvarligt

Inga Jeppesen udlejer året rundt to lejligheder på 130 kvm og 85 kvm. Typisk er det udlejet en eller to uger ad gangen.

»Det er ikke forsvarligt at tage imod gæster nu, heller ikke, selv om det er få personer. Tænk, hvis vi var med til, at smitten bredte sig. Vi har ansvar over for hinanden, og vi har også to-tre medhjælpere, vi skal passe godt på«, siger hun. Normalt har gårdens gæster mulighed for at komme med ud i staldene og være lidt med til fodringen.

Hvornår situationen bliver normaliseret, så der åbnes op igen, ved ingen. Inga Jeppesen håber, at sommerperioden vil forløbe nor- malt.

Faktaboks

  • Houdam har været i slægten Jeppesens eje siden 1864.
  • Der udlejes to større lejligheder, Karlekammeret og Høloftet.
  • Området omkring gården kan frit benyttes af alle.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle