Bedre huld hjælper mere end gummimåtter

"Et stort arbejde, vi ikke fik nok ud af." Sådan betegner driftsleder Søren Thomsen arbejdet med at lægge gummimåtter ud til samtlige søer i farestalden. For selv om alle søer lå på gummimåtter, var der en del som udviklede skuldersår i de cirka fem uger, de var i farestalden.

"Generelt er huldet meget bedre, når de kommer ind i farestalden nu sammenlignet med før SoLiv," fortæller han. Det er således hans erfaring, at huldet er den enkeltfaktor der har størst betydning for, om en so udvikler skuldersår eller ej.

Han er også opmærksom på, at kombinationen af gummimåtter og vådfoder ikke er ideel af hensyn til hygiejne.

I dag giver Søren Thomsen kun omkring 10 procent af søerne en gummimåtte at ligge på, men alligevel er frekvensen af skuldersår reduceret markant.

Magre fravænnes tidligt

I et forsøg på kun at fravænne søer i godt huld må han ofte fravænne de magreste søer en uge tidligere end beregnet.

"Ud af et hold på omkring 60 søer fravænner jeg nok en håndfuld tidligere end resten," fortæller han og kalder det rettidig omhu.

Men han fravænner aldrig søer før tid uden at orientere sin kollega, Fl. Andersen, i løbe-drægtghedsstalden, der skal tage mod søerne. Det er nemlig vigtigt med gensidig orientering om arbejdet i de respektive afdelinger, har begge driftsledere erfaret gennem projektet.

Dårlige klove rettet op

Kort før jul sidste år gik besætningen bort fra organiske mineraler og over til traditionelle, uorganiske mineraler i det hjemmeblandede foder. Baggrunden var en stor prisforskel på de to produkter, men der gik mindre end et par måneder, før konsekvenserne viste sig i farestalden.

"Vi så problemer med klovbylder og flossede klove," fortæller Søren Thomsen. Derfor skiftede de i foråret 2008 igen tilbage til organiske mineraler.

"I løbet af bare halvanden måned kunne vi se en forbedring," siger Søren Thomsen. Han kan dog fortsat finde enkelte søer med dårlige klove i farestalden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle