Et nyt samarbejde skal sikre danske virksomheder større adgang til det russiske marked.
Med en underskrift under højtidelige omstændigheder i Moskva skød Landbrug & Fødevarer i tirsdags gang i et samarbejde om mere samhandel mellem Rusland og Danmark.
Det skete i forbindelse med det store erhvervsfremstød.
Samarbejdet sker igennem et nyoprettet forum, Danish-Russian Agri Business Club, som er opbygget af landbrugsministerierne, landbrugets organisationer og virksomheder i begge lande.
Jan Laustsen, direktør i Landbrug & Fødevarer, har store forventninger til det nye samarbejde.
"Der er ingen tvivl om, at danske virksomheder har de produkter og den teknologi, der er nødvendig for at udvikle og modernisere den russiske fødevareproduktion. Mange virksomheder i denne sektor er allerede godt etablerede i Rusland ved lokale selskaber, investeringer eller faste agenturforhold. Men det er lige så sikkert, at uden tætte relationer er det russiske marked svært for den enkelte," siger Jan Laustsen, direktør, Landbrug & Fødevarer.
Med Agri Business Club kan man som medlem komme hurtigere i kontakt med virksomheder, der er parate til et samarbejde. Han forventer også, russerne giver klubben informationer om nye politiske initiativer og investeringsområder, før andre får det.
Det danske landbrugs- og fødevareerhverv forventer blandt andet at afsætte bedre kornsorter, husdyr med bedre egenskaber og teknologi til Rusland.
lft