Beef kæmper med hård modvind

Laveste restbetaling i fem år fra DC Beef, der lige nu kun har succes på få områder. Direktør er langtfra tilfreds - men håber, at bunden er nået.

Modvinden for forretningen i Danish Crown Beef er fortsat massiv på stort set alle fronter.

Og selv om direktør i kreaturforretningen Finn Klostermann mener, at bunden nu er nået, er der ikke hurtige bedringer på vej til de pressede kreaturandelshavere.

Tværtimod måtte andelshaverne oven i en notering, der i regnskabsåret faldt med 1,57 kr./kg, også indkassere den laveste restbetaling i hele 11 år.

Faktisk skal man helt tilbage til regnskabsårene under finanskrisen for 11 år siden for at finde et tilsvarende lavt niveau på 80 øre/kg.

Kun to gange i løbet af årene siden - nemlig i år og sidste år - har niveauet ligget på under en krone.

Direktør Finn Klostermann er da heller ikke glad for året.

»Vi er ikke tilfredse. Som vi skriver, er der flere forhold, der gør sig gældende«, siger han og peger på både faldende efterspørgsel, et hudemarked, der har været i dybfryseren, svær afsætning af biprodukter og også, at Danish Crown Beef bliver ramt af den faldende indtjening på den del af slagteriselskabets fællesselskaber, som kreaturandelshaverne ejer.

Hårdt pres i Tyskland

Som om det ikke var nok, lægger direktøren mere til:

»Vi har været vant til at tjene fornuftige penge på vores slagtninger i Tyskland på basis af slagtedyr, vi har kunnet købe til fornuftig pris. Men marginerne har været under pres på grund af for stor efterspørgsel, så vores marginer har været under pres«, siger han og tilføjer:

»På toppen af det er prisen på arbejdskraft, spildevand og veterinære omkostninger steget. Det sætter også vores dækningsbidrag under pres«.

Han understreger dog, at den tyske forretning ikke gav underskud.

Bedring på vej?

Finn Klostermann håber og tror, at der nu er bedring på vej. Det skyldes, at aftrækket af grisekød mod Asien også påvirker kreaturpriserne, om end med forsinket effekt.

»Grisekødet bliver trukket så kraftigt ud af Europa, at vi kan mærke påvirkningen på oksekødet. Men det er ikke sådan, at forbruget stiger. Alle vores nærmarkeder har nedadgående forbrug på grund af bæredygtighedsagendaen«, siger han.

»Men vi ser ud til at være på vej til at vinde kampen om køledisken. Vi har en lille smule fremgang på det danske marked. Men det er ikke nok at vinde en høj nok pris til den danske producent«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle