Bekæmp fuglene med skræmmelyde og gaskanoner

Ved hjælp af lydgenkendelse holder WildDetect fuglene væk fra marken.

Fremover kan det helt være slut med gæs og andre fugle, der æder dyrenes foder og afgrøderne i marken.

Det er i hvert fald målet hos WildDetect, som ved hjælp af lyde kan skræmme flyvende indtrængere væk fra marken.

»Landmænd bruger mange penge og meget tid på at holde fuglene væk - ressourcer, der nemt kunne bruges andetsteds«, siger selskabets adm. direktør Karen Skriver.

Selskabets primære produkt er en lille gul kasse med navnet BirdAlert, der bedst kan beskrives som et højteknologisk fugleskræmsel.

Kassen sættes på marken, eller et andet område, der er plaget af fugle, og her kan systemet genkende de indtrængendes fugles særlige lyde. BirdAlert identificerer lynhurtigt, hvilken type fugl der flyver ind over området, og helt automatisk sender kassen derfor høje lyde ud, som signalerer, at det er farligt for den pågældende fugl at være i området - det kan enten være et angstskrig eller lyden af en ørn eller andre farlige dyr, som er en trussel.

Fuglene er kloge, men...

WildDetect henvender sig dog ikke kun til landmænd, og selskabet forventer også at sælge løsningerne til fødevare- og medicinalindustrien. Systemet kan p.t. genkende lyden af fem fugle, herunder to slags gæs, måger, råger og stære og har specifikke skræmmeværktøjer til hver enkelt fugleart.

»Men fuglene er faktisk ret kvikke, og de kan hurtigt finde ud af, at det bare er snyd. Derfor har vi lavet systemet, så det kan styres fra sofaen med en app og koblet det op andre kendte skræmmeprodukter, eksempelvis en gaskannon, der lyder som en riffel, højttalere der kan placeres forskellige steder, ligesom der i fremtiden skal kunne kobles drager, lasersystemer og andre fugleskræmsler til. Ved at skifte mellem de forskellige løsninger, sikrer vi os, at fuglene ikke kan regne den ud og derfor holder sig væk«, siger Karen Skriver.

BirdAlert er også koblet på en app, så man kan få et overblik over fugleaktiviteten på det pågældende område, og hvad BirdAlert har gjort for at komme problemet til livs.

Og det giver et direkte afkast på bundlinjen, lyder det.

»Det giver en klar gevinst. Grise og mink deler madbuffet med fuglene og kan blive syge eller tage for lidt på i vægt, og i værste vald kan de dø af følgesygdomme fra fuglene. Det kan også koste dyrt, hvis fuglene æder af marken eller knækker grenene på juletræer«, siger Karen Skriver.

Faktaboks

Derfor kandidaterStemmegenkendelse lyder som noget fra en science-fiction film, men ikke desto mindre er det nu blevet omdrejningspunktet i et højteknologisk fugleskræmsel. På sigt er planen, at der også skal kobles video på, og det vil kunne betyde et farvel til også duer og vildt på marken.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle