Beskæftigelsesminister er landmandsdatter

Den nye beskæftigelsesminister, Inger Støjberg, er født og opvokset på en gård på Salling.

Ministeren, der fra i dag har ansvaret for beskæftigelsen i hele samfundet, er rundet af den jyske muld.

Inger Støjberg er vokset op på et blandet landbrug på Salling. Der drev hendes far og mor, Mathias og Gudrun Støjberg, 100 tdl., og i staldene var der 48 malkekøer og 50 søer.

Selv om lille Inger meget tidligt var optaget af samfundsforhold, var hun også involveret i bedriften.

Kunne knokle

Hun viste i en ung alder, at hun kunne knokle.

Et år var to tdl. roer blevet ekstra beskidte.

"Dem vil a godt hak' hvis a får en ny cykel," sagde Inger, der var i 12-årsalderen, til sine forældre.

Det var skrækkelig varmt, og den rare farmor var lige ved at være bekymret for lille Inger. Efter første tur med hakkejernet var det endda en ommer, men hun gav ikke op. Anden gang var resultatet i orden, og hun fik sin funklende nye cykel.

Orne hed Sepp

De 50 søer var avlssøer, og noget af afkommet blev solgt til andre landmænd som polte og orner.

Alle ornerne gav hun navne, husker Mathias Støjberg. En af dem hed Sepp efter fodboldlandstræneren, og de øvrige fik også fodboldnavne. Inger Støjberg var nemlig som barn meget glad for fodbold, og ville egentlig have været fodboldspiller på lidt højere plan. Det ville knæene derimod ikke, og så gik hun i gymnasiet. Det betød samtidig, at hun fik mindre tid til at luge roer og andre gøremål på bedriften. Derimod involverede hun sig i samfundets finurligheder.

Efternøler

I dag driver hendes bror gården, der nu er på 150 hektar med 150 malkekøer. Inger Støjberg har to ældre søskende og har kunnet nyde at være en slags efternøler - den nærmeste er syv år ældre, og de har derfor ifølge faderen altid været meget gode ved hende.

Det har forhåbentlig givet den journalistuddannede Inger Støjberg ballast til klare beskæftigelsen for andre, selv i krisetider.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle