Betalte selv for sin miljøgodkendelse

Mælkeproducent fra Visby ved Tønder skar godt et år af sagsbehandlingstiden og bygger nyt til 320 køer.

Rejsegilde på en ny stald.

Mælkeproducenten i Visby ved Tønder har taget sagen i egen hånd og betalt det private ingeniørfirma Rambøll Danmark for at lave den miljøgodkendelse, som kommunen ikke er i stand til at gennemføre. Det betyder, at hans nye staldanlæg til en samlet pris af op imod 27 mio. kr. står klar til oktober eller mindst godt et år tidligere, end hvis han blot havde ladet stå til i køen foran kommunens miljøcenter.

Allerede i 2006 søgte han det daværende Sønderjyllands Amt om tilladelse, men hans sag var ikke færdigbehandlet, da amterne blev nedlagt, og Tønder Kommune overtog arbejdet. Han blev nummer 40 i køen og var stillet i udsigt, at kommunen først ville tage sagen frem i august i år .

Sammen med seks andre landmænd og Sønderjysk Landboforening gik han derfor med i et forsøgsprojekt, hvor de selv betaler rådgivningsvirksomheden Rambøll for at lave miljøgodkendelsen.

"Det er jo kommunens opgave, men de kunne ikke løse den, da de efter kommunalreformen pludselig stod med ansvar for et område, som de ikke havde stort kendskab til. Jeg opfatter det, vi har gjort, som en fremstrakt hånd fra landbrugets side til kommunerne. Vi hjælper politikerne med at komme i gang, og så må de finde en løsning til, hvad de senere skal gøre for at klare opgaven," siger Erling Christensen.

Han forklarer, at sagen har været ganske ligetil, og at der ikke har været faktorer, som har haft opsættende virkning. Dermed har han ikke haft behov for at lave ændringer i projektet for at tilpasse sig miljøkravene.

Overbelastet telefon

Erling Christensen fortæller, at selv om familien selv betaler for miljøgodkendelsen, er det ikke en smertefri proces.

"Det gælder om hele tiden at være til stede og lægge et voldsomt pres på embedsmænd og miljøfolk for at holde projektet på banen og komme videre. Telefonen har været overbelastet, og de har helt sikkert været træt af at høre på mig til tider. Men videre med sagen, det kom vi, og set med økonomiske briller har det været en succes. Det bliver ikke billigt, men vi har haft mulighed for at bygge mellem et år og halvandet tidligere end ellers, og det betyder, at jeg kan tjene penge hjem igen," siger den sønderjyske mælkeproducent.

"Jeg kender flere med byggeplaner og har faktisk ondt af dem. Mange har rigtig lang vej endnu og er frustrerede over situationen. Det er en utrolig stor psykisk belastning for hele familien, for man kan ikke forstå, at bagateller kan stå i vejen for så stor en proces," siger Erling Christensen.

Næsten selvforsvar

Formand for Sønderjysk Landboforening, Henrik Frandsen, erkender, at projektet med selvbetaling er omdiskuteret.

"Vi har i Sønderjysk Landboforening haft et samarbejde med kommunen og landmændene om projektet, og overordnet set mener jeg, det er fornuftigt, at vi kan give tilbuddet. På den anden side er det for dårligt, at det skal være nødvendigt. Tønder Kommune står i en vanskelig situation med stor sagspukkel og stor tilgang af nye sager, og nogle landmænd kan altså ikke bare vente. Isoleret set har det været en succes for Erling Christensen. Og mit inderligste håb er, at denne ordning med fuld selvbetaling bliver overflødig," siger Henrik Frandsen.

"Det nærmer sig selvforsvar, at vi begynder at finde løsninger for landmændene, så de kan komme videre i en fart," tilføjer Henrik Frandsen og gør opmærksom på, at der er brugerbetaling på en miljøgodkendelse i forvejen.

"Betingelsen for, at ordningen bliver en succes, er, at kommunen samtidig leverer varen i form af endnu flere godkendelser, sådan at det ikke bare er en ny måde at få finansieret arbejdet på. Min bekymring var, at det kun var dem, der betaler selv, som kommer igennem, mens alle andre ansøgninger stod stille. Men det er heldigvis gået anderledes," siger Henrik Frandsen.

Sønderjysk Landboforening oplyser, at den utraditionelle sagsbehandling kommer til at koste Erling Christensen omkring 70.000 kr.

himmelstrup@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle