Af Birgitte Kjemtrup Høye, Tinnet
Bettemand Tre har nu været med os i tre uger. Han kom en uge efter termin. Dog mente jordemoderen, at han var kommet lige til tiden, da han havde masser af fosterfedt og fine negle. Jeg er bare glad for, at han ikke blev derinde længere. Han vejede nemlig 4.320 gram. Så det var alt rigeligt. Og han er nu en dejlig knægt. Og køn. Men det siger en mor jo altid.
Og jordemoderens første kommentar: Hold da op nogle store hænder! Og hun havde ret. Bettemand Tre slægter nemlig Manden på. Bettemand Et og To har taget hele omvæltningen med bravur. Der er ingen jalousi, men snarere en konkurrence om, hvem der kan kramme og kysse mest. Så han bliver elsket, den lille fis.
I sidste uge tog jeg Bettemand Tre med på uanmeldt besøg. Min Mormor og Morfar havde nemlig diamantbryllup. Og hvad kan man give to mennesker, der har været her så længe, og som ikke mangler noget?
Jo, man kan give dem endnu et oldebarn. Og hvor var det dejligt at træde indenfor hos dem. Som da jeg var barn, dufter der stadig af mad og kærlighed i deres lille hjem. Dog var der i dagens anledning bestilt mad udefra, så energien kunne bruges på de rigtige ting. Morfar har det ikke helt godt længere og blev en smule forvirret, da der lige pludselig sad en ung kvinde foran ham med en baby. Men som eftermiddagen gik, genkendte han mig, og jeg blev strengt mindet om, med brummen og løftet pegefinger som i gamle dage, at nu skulle jeg huske at forkæle Manden, når jeg kom hjem. Tænk, at jeg sådan kunne finde på at køre uden ham, at han selv skulle finde mad i køleskabet, den stakkels mand. Og en hyggelig eftermiddag var det. Det var blevet besluttet, at det kun skulle være deres børn, og Mormors tilbageværende søskende og deres hustruer. Og så blev vi alligevel femten personer. Fra hele landet. Inklusiv de to, der betegnede sig selv som værende emigrerede til Sønderjylland. Men ved nærmere eftertanke er vi vist mange i familien, der kunne have den titel. Og så igen. For kan man det, hvis man ikke kan forstå sønderjysk? Jeg troede på et tidspunkt, at det kunne jeg da sagtens forstå, men i sommers til et orienteringsløb for voksne stod min mor på post, og opgaven var at oversætte det, hun nu fyrede af på klingende sønderjysk. Alle københavnerne på mit hold vendte sig mod mig, men jeg måtte med skam meddele, at her kunne jeg ikke redde point hjem. Til gengæld kunne jeg bakke med en trailer og køre Landrover med bind for øjnene.
Så nu vil jeg gå julen i møde med glæde. Glæde over, at Bettemand Tre er vel ankommet, glæde over, at Mormor og Morfar havde en god dag, og glæde over, at vi har hinanden alle sammen stadigvæk. Det sidste, vi mangler, er at få gåsen slagtet. Det når vi nok med en hel uge endnu. Glædelig jul.
