Billigt byggeri er ikke altid billigst

Ekstra omkostninger til flere ansatte og uforudset vedligehold kan gøre det billige staldsystem til et dyrt bekendtskab.

Dårlig logistik og kombination af nyt og gammelt byggeri kan være med til at give mere arbejde på en landbrugsbedrift.

Uforudsete omkostninger til ekstra mandskab kan straks ses på bundlinjen og gøre byggeriet mindre konkurrencedygtigt.

Det er en blandt flere konklusioner af en undersøgelse af syv kvægstaldsbyggerier, som VFL, Kvæg, har udført.

Prisen for byggerierne varierede med et spænd på 7.000 kroner pr. ko fra det billigste til det dyreste byggeri.

Men staldens umiddelbare pris er ikke altid den endelige pris på byggeriet.

»Billige stalde vil kræve mere vedligehold, og hvis ikke det inddrages i overvejelserne og byggebudgettet, vil stalden blive dyrere end forventet,« siger Helge Kromann, specialkonsulent ved VFL, Kvæg.

Billige stålplader som ruster, contra betonbyggerier med minimalt vedligehold nævnes som et eksempel på uforudsete ekstra omkostninger.

Følgeomkostningerne

Uforudsete følgeomkostninger er også med til at påvirke den endelige pris på byggeriet.

Flere af de besøgte bedrifter havde således fem-syv år efter afslutningen af byggerierne stadig behov for følgeinvesteringer til blandt andet kalve og opdræt, større lagerkapacitet til foder og gylle.

Lønomkostninger i fokus

Omkostningerne til løn varierede med 2.400 kroner pr. ko fra de to bedrifter med henholdsvis de højeste og laveste lønomkostninger.

Det er især logistikken omkring staldbyggeriet, som har betydning for arbejdskraftbehovet - men også malkemetode.

På begge bedrifter blev køerne malket med AMS, og undersøgelsen konkluderer derfor, at ikke alle bedrifter trods de markante investeringer i AMS formår at reducere lønomkostningerne.

Kapitalomkostningerne til AMS blev i undersøgelsen opgjort til 2.700 kroner pr. ko contra 1.400 kroner pr. ko for traditionelle malkeanlæg.

Lang levetid er altafgørende

Staldenes forventede levetid har også afgørende indflydelse på den samlede pris på byggeriet.

I undersøgelsen spændte kapitalomkostningerne fra 1.900 kroner pr. ko til hele 5.000 kroner pr. ko.

En forventet kort levetid for et byggeri vil give høje kapitalomkostninger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle