Af Niels Pedersen Qvist, formand for Deltidsudvalget.
Nu skal vi have grøn vækst, siger regeringen. Hvad betyder det nu? Skal jeg af med penge, eller får jeg for en gangs skyld lidt ud af nye initiativer?
Der må være positive synergier der kan udnyttes!
Gylle, biomasse, grønne nitratfølsomme områder og CO2-kvoter. Deltidslandmanden har arealer der ikke er behæftet med dyreenheder, hvor der er plads til at sprede husdyrgødning ud.
Jeg så gerne, at der blev etableret biogasanlæg i det danske landskab. Gerne så store som muligt og evt. nogle på andelsbasis, så landmanden også kan tjene på driften. Deltidslandmanden kunne bidrage med afgrøder der er sukkerholdige. Majs eller græs som er det mest kendte pt. Det avles som CO2-neutralt, og biomassen der er til rest kan sælges eller bringes ud på deltidslandmandens marker. Samtidig vil det bidrage til en god og stabil drift af biogasanlæggene.
Som jeg ser det, vil der være et minimum af transport, da gyllen evt. kan transporteres i rørledninger. Salget fra biogasanlæg vil der forhåbentlig være så stor opbakning til, at det kan distribueres i det eksisterende gas- eller elanlæg for at belaste miljøet mindst muligt.
Det må være en win win-situation - for heltidslandmanden der kan få flere dyr i stalden, staten der kan reducere CO2, miljøet og deltidslandmanden.
Hvis regeringen så velvilligt på idéen, kunne det måske blive et nyt vindmølle-eventyr - en fantastik succes, hvor der jo er investeret mange udviklingskroner. Jeg håber derfor, at en bred etablering af biogasanlæg bliver en positiv synergi af grøn vækst.