Biokul er det nye sort - men der mangler stadig viden

Biokul bliver endnu ikke brugt i praksis i Danmark, men interessen er stigende, især i landbruget.

Det fortæller lektor Lars Elsgaard fra Aarhus Universitet, der selv har beskæftiget sig med forskning i biokul eller biochar, som det kaldes.

»I forskerkredse var der fra start stor interesse for mange forskellige effekter af biochar, som kunne have større eller mindre relevans i praksis. Nu kan vi mærke, at især landbruget har fået øjnene op for, at biochar giver et potentiale for negativ CO2-emission. Altså at man binder kulstof i jorden«, siger Lars Elsgaard.

Han forklarer, at biochar er en generel betegnelse, som kan dække over mange typer materiale. Det afhænger alt sammen af, hvilken type biomasse man putter ind i et pyrolyseanlæg, og hvor mange grader man udsætter det for.

»Laver du biochar på planteprodukter, som træflis eller halm, får du biochar med meget lidt kvælstof i, mens hønsemøg indeholder f.eks. en masse fosfor. Derfor vil dén type biochar have højere næringsværdi end biochar lavet på halm«, siger Lars Elsgaard.

Mange gode effekter

Indholdet af næringsstoffer er afgørende for, om produktet kan bruges som gødning.

Lars Elsgaard forklarer, at biochar dog typisk har nogle generelle effekter, både positive og negative.

Det kan indeholde uønskede indholdsstoffer som tungmetaller, men omvendt også øge jordens vandholdende evne og forbedre pH-værdien, så man i en vis grad kan reducere kalkning.

»Det har også en evne til at tilbageholde næringsstoffer i rodzonen, så det har en del gavnlige effekter«, siger lektoren og fortsætter:

»Men det skal dokumenteres for den enkelte udgave af biochar. Vi kan ikke gå i litteraturen og sige præcis, hvilke effekter biochar har«.

Mere binding i debatten

Biochar er kul, der opstår, når biomasse bliver forgasset ved mange hundrede grader, uden der er ilt til stede. Det kaldes pyrolyse.

I den proces binder en ret stor procentdel af kulstoffet fra biomassen sig som stabilt kulstof i biochar. Her kan det være flere hundrede år om at blive frigivet igen, når det bliver spredt ud på marken, modsat f.eks. nedmuldning af halm, hvor kulstoffet bliver frigivet efter en relativt kort periode.

Fylder binding af kulstof for lidt i klimadebatten i forhold til reduktion?

»Vi er nok kommet så langt, at vi ikke kan reduceres ud af problemet, når vi ser på de stigende globale temperaturer«, siger Lars Elsgaard og fortsætter:

»Vi skal have noget drivhusgas ud af atmosfæren og stabiliseret på langt sigt, og der kan biochar være en mulighed, som vi skal være åbne overfor at undersøge«.