Bliv siddende til du forstår din rating

Hvorfor er det så svært at forhandle sig til lavere bidragssatser og marginalrenter? Det går jo godt med indtjeningen i landbruget.

Det kan godt være, at man som landmand synes, at man har præsteret et super resultat i år med et overskud på f. eks 100.000 kr. Men hvis balancen er på 20 mio. kr., skal der mere til for at imponere banken.

Men en bedre indtjening betyder vel også en bedre rating i banken?

Ja, i udgangspunktet hvis der er realiseret et robust afkast og fortsat udsigt til gode realistiske budgetter. Rating er komplekst og bliver udregnet i banken primært ud fra egenkapital, afkast, evne til at skabe likviditet og budgetter. Det er ikke noget, som bankrådgiveren sidder og skruer på efter et enkelt år med overskud. Der skal flere års gode resultater til for at ændre på en dårlig rating, da egenkapital og afkastgrad tager flere år at ændre. Ratingen afgør bankens omkostning og ligger til grund for prisdannelsen.

Er der slet ikke nogen elastikker, som man kan hive i under en forhandling?

Den tid er forbi, hvor banken sagde seks procent, og landmanden sagde fem procent, og så mødtes man på 5,5. Men en bankrådgiver vil høre efter, hvis du som landmand kan dokumentere gode driftslederevner, har et godt produktionsapparat og bevist at din virkomhedskonkurrenceevne er forbedret.

Så hvad er dit bedste råd til en landmand, der vil forhandle sin rente ned?

Man skal sørge for at holde dialogen i gang og få åbnet den sorte boks, der hedder rating. Du skal udfordre bankrådgiveren og ikke gå hjem, førend du fuldt ud har forstået, hvorfor din rating er, som den er. Jeg tror, at der er mange landmænd, der går hjem uden helt at have forstået sammenhængen.

Hvad hjælper det, at man forstår, hvorfor ratingen er dårlig?

Jamen, det er helt afgørende. Først dér kan man sammen med bankrådgiveren finde ud af, hvordan man kan forbedre sin økonomi og få bedre vilkår. Hvis man får lavet en handlingsplan for sin bedrift og derved f.eks. øger sin indtjening, får afviklet noget gæld og forbedret egenkapitalen, så vil banken være til at tale med. Det handler om robusthed.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle