De to største fjerkræslagterier i Danmark, Danpo og HK Scan, er henholdsvis ejet af en svensk kapitalfond og et finsk andelsselskab. Begge har lige under 70 leverandører, mens ca. 25 danske kyllingeproducenter har valgt at levere til tyske slagterier og under ti producenter leverer til det lille Gedved Slagteri, der er henholdsvis hollandsk og dansk ejet.
Hvordan er det at være leverandør i en branche med to store spillere, der ikke er danskejede?
Det giver ikke samme nærhed, som dengang man kunne levere direkte til et privat slagteri, hvor ejeren var tæt på den daglige drift. Men der er sikkert mange, der er fint tilfreds, og trækker man det hårdt op, finder de, der ikke kan lide lugten i bageriet, nok bare et andet sted at levere til.
Savner man et andelsselskab, som der er i de to andre store brancher (mælk og kød)?
Hvis man laver et dansk produkt, må man i bund og grund vel også have en interesse i at levere til en dansk virksomhed. Jeg tror personligt på andelstanken, som jeg kender den fra mit grovvareselskab. Det er ikke den virkelighed, vi har, men jeg kunne da godt skrive det på den ønskeseddel, der ikke findes.
Hvordan er det for producenterne at levere til kapitalselskaber i stedet for andelsselskaber?
Jeg synes personligt, at et andelsselskab giver nogle gode muligheder for at være med til at påvirke beslutningerne og som medlem være valgbar til bestyrelsen, som man ikke får med en kapitalfond. Det er et faktum, at virksomheder ejet af kapitalfonde er drevet anderledes. I et andelsselskab går overskuddet til andelshaverne, og i en kapitalfond går det til aktionærerne. Andelsbevægelsen er kendetegnet ved at have det lange lys på, når man snakker strategi og indtjening, men stærke kapitalkræfter kigger mere kortsigtet og skal levere et positivt resultat hvert kvartal.
