Brexit slår buler i dansk landbrugseksport

Storbritanniens udmeldelse af EU vil kunne mærkes i pengekassen i de danske eksportvirksomheder. Landbrug & Fødevarer råder til at kigge mod nye markeder.

Storbritanniens hårde exit fra EU, det såkaldte Brexit, vil uden tvivl kunne mærkes i en stor del af de danske eksportvirksomheder.

Sådan lyder det fra Frank Øland, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer.

»Det bliver sandsynligvis sværere at afsætte varer og få den samme indtjening på dem, og alt andet lige bliver det mere besværligt at handle med Storbritannien i fremtiden,« siger Frank Øland, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer.

Han forklarer, at det hovedsageligt vil skyldes udsigten til nye toldregler.

»Den britiske premierminister Theresa May lagde i sin tale op til, at de skal ud af det indre marked og toldunionen, og at der efterfølgende skal laves en handelsaftale. Hvis det lander der, så vil det sandsynligvis betyde, at der kommer told på fødevarer og måske også administrative handelsbarrierer« siger han.

Selvom en potentiel told først kan blive en realitet om et par år, så har der allerede nu været en mærkbar konsekvens af Brexit for de danske virksomheder. Som et direkte resultat af, at det britiske folk stemte for at forlade EU i juni sidste år, styrtdykkede det britiske pund nemlig med godt 15 pct. til et af de laveste niveauer i nyere tid.

Betydelige tab

Hos fødevarekoncernen Tican, der årligt eksporterer for over 4,5 mia. kr. til over 50 lande, har man allerede mærket taget konsekvensen og skruet ned for eksporten til Storbritannien.

”Vi har de seneste 3-4 måneder haft et reelt fald i eksporten fra Danmark til Storbritannien på godt 10 pct, hvilket primært skyldes pundets fald og lavsæson i Europa. Priserne, vi kan opnå, er simpelthen mindre attraktive end tidligere i forhold til, hvad vi kan sælge vores varer til i eksempelvis Australien og Japan,« siger Ove Thejls, adm. direktør i Tican, og uddyber, at den danske del af koncernen samlet set har oplevet et fald på 20 pct., hvoraf halvdelen skyldes en omlægning af produktionen fra Danmark til Tyskland.

Andre markeder i sigte

På sigt regner Tican også med, at det britiske marked bliver mindre attraktivt. Derfor skal en del af eksporten rettes mod andre markeder.

» Vi tilrettelægger nu vores eksport efter, at vi skal kigge mindre på Storbritannien og mere på især Fjernøsten, herunder Kina, Japan og Australien. Vi vil til enhver tid sælge der, hvor vi kan få den bedste pris, og på den lange bane tror jeg derfor, at Storbritannien vil være mindre attraktivt,« siger Ove Thejls.

Se mod andre markeder

Ifølge Frank Øland, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, er det netop fornuftigt at se efter muligheder andre steder i verden.

» Man skal ikke opgive Storbritannien, men man skal være forberedt på en virkelighed, hvor det bliver sværere at eksportere dertil,« siger han.

Hos Danish Crown har man ikke et overblik over situationen, og derfor ønsker man ikke at komme nærmere ind på, hvad fremtiden bringer for selskabets aktiviteter i Storbritannien.

»Vi skal langt længere frem i processen, før vi kan regne på det og sige noget om, hvad det vil have af konsekvenser for os,« siger Jens Hansen, pressechef i Danish Crown.

Faktaboks

Baggrund: Dansk eksport til Storbritannien

  • Storbritannien har i århundreder været en vigtig handelspartner for Danmark. Store mængder dansk korn blev under industrialiseringen i 1800-tallet sendt til Storbritannien, men med omlægningen til større husdyrhold blev smør og flæsk eftertragtede eksportvarer. Eksporten til Storbritannien var også en af grundene til, at Danmark gik med i EF-samarbejdet i 1973. Sidste år tog Storbritannien, der er Danmarks femtestørste eksportland, imod syv pct. af den danske eksport til en samlet værdi af knap 70 mia. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle