Byen, der kæmper mod døden

Stop vanviddet«, og »Mogens J. har ingen kvaler, skatteyderne betaler«. Kraftige budskaber skriger i klare røde og blå farver fra interimistiske træskilte og hvide lagen-bannere ved byskiltet.

Med bannerne fulgte onsdag morgen en gruppe vrede Gjøl-boere, der kortvarigt blokerede Fødevarestyrelsens og beredskabets vej til minkfarmene, hvor de er i gang med at slå alle Gjøls minkbesætninger ned for at stoppe smittespredningen.

Men nu ligger byen, der i de sidste uger har været genstand for massiv mediedækning, stille. Det er ikke stilhed før stormen, men stilhed efter stormen. For to uger siden blev landsbyen i Nordjylland nemlig ramt af granatchok. Med regeringens beslutning om at aflive alle coronasmittede mink kan samtlige 36 minkbesætninger på Gjøl snart være fortid.

»Det er skrækkeligt for dem«, siger Helle Bach, der igennem 10 år har haft en skønhedsklinik i byen med helt grødet stemme og røde øjne. »Undskyld, jeg bliver rørt, men hvis man ikke kunne føle for dem, der nu mister deres livsværk, som de har kæmpet for i så mange år, er man jo ikke et menneske«, siger hun.

Grund til at kæmpe

Også i Brugsen lige overfor er minkaflivningerne noget, man snakker om: »Folk er kede af det. Gjøl er en by med stort sammenhold. Man har allerede kæmpet for at bevare skolen og kroen, så her er en historik for at stå sammen«, siger brugsuddeler Karsten Lange.

Gjøl er en lille by, hvor man siger hej til alle, og for to uger siden så man ingen med mundbind. Husene ligger velholdte på rad og række langs hovedgaden, og kun få hundrede meter derfra ligger minkhus efter minkhus i hele byens længde.

Derfor er der også grund til at kæmpe. Det lille samfund med 866 beboere ser minkavl som en del af deres kultur og godt hundrede arbejdspladser er bundet op på minkavlen.

»Folk demonstrerer ikke kun for at vise sympati. De står også med skilte, for når minkene forsvinder, dør byen. Her er ikke meget andet«, siger formand for Gjøls Pelsdyravlerforening Kristian Frederiksen. Han bakkes op af byens automekaniker.

»Jeg tror ikke, at bare halvdelen starter op igen efter det her. Det kommer til at påvirke byen. Jeg mister 50 procent af min omsætning, hvis minkavlerne ryger«, siger Jess Pedersen fra Gjøl Autoværksted, der servicerer fodermaskinerne.

Pakket med civilforsvar

Flere steder er byen spærret af, og hjemmeværnsfolk står og varmer sig på en termoflaske, mens de sikrer, at ingen uvedkommende nærmer sig minkfarmen. Også ambulancer, DAKA- vogne og mennesker pakket ind i hvide eller gule rumdragter er blevet et hyppigt syn. Alligevel går livet videre. En nabo til den største minkfarm på Gjøl går og samler brænde ikke langt fra Fødevarestyrelsens mink-karavane.

»Der er ingen logik i det. De siger, at vi i lokalbefolkningen ikke skal være bange og bare holde afstand. Hvorfor skal minkene så aflives? Men vi er vant til tung trafik, og lugten er ikke værre, end den plejer, når viden står i vest«, siger naboen inden han vender tilbage til sin brændestabel.