Byggeprojekter og travlhed med solceller

Længe har der været langt mellem nye svinestaldsprojekter, men måske er foråret i mere end en forstand ved at melde sig.

»Vi er godt i gang med fem-seks større projekter spredt over hele landet, og der er tale om nybyggeri,« lyder det således fra Jacob Westergreen, salgschef og indehaver i HPH Totalbyg.

Dertil kommer, at vi har lavet mange mindre renoveringer - blandt andet til løsgående drægtige søer og af nedslidte stalde.

»Måske har vi blot været heldige, at vi har fået de opgaver, der er. Men vi har måttet ansætte en sælger mere og en projektleder for at kunne håndtere opgaverne,« tilføjer Jacob Westergreen.

»Men deciderede nyheder inden for byggeri og indretning af svinestalde er der ikke tale om. Prisen er en meget vigtig faktor, når det gælder svinestalde, så det er ikke den vilde luksus, vi ser,« siger Jacob Vestergreen.

Hos bygningskonsulent Knud Overgaard Andersen, LMO, er det ikke med hensyn til nye svinestaldsprojekter, aktiviteten er størst.

»Vi har et par projekter i støbeskeen, det drejer sig om en slagtesvinestald og en sostald. Men generelt er der ikke så stor aktivitet, og vi mangler at få lidt gang i byggeriet af slagtesvinestalde,« siger Knud Overgaard Andersen.

»Nu er der ganske vist meldt ud med nye tilskudsmuligheder til opførelse af slagtesvinestalde. Men det kom først frem for et par uger siden, og så hurtigt går man ikke til bygningskontoret for at bestille ny slagtesvinestald. Man regner nok på økonomien først,« siger Knud Overgaard Andersen.

Er der ikke så megen byggeaktivitet, har bygningskontoret til gengæld travlt med solcelle-anlæg, som der nu er interesse for at få placeret på staldtage.

»Vi regner på, om bygningerne kan holde til det, og det kan de i reglen ikke. Vi har regnet på en halv snes stykker, og ingen af dem kunne bære et solcelleanlæg, uden at der laves en forstærkning af tagkonstruktionen, og det gælder både stalde med stålspær og trækonstruktioner,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle