Christina Ahlefeldt-Laurvig: Giv mere plads til direktionen og de ansatte i L&F

Jeg undrede mig lidt, da vi i L&F for snart to år siden skulle vælge ny viceformand. Jeg oplevede, at debatten handlede meget om, hvorvidt kandidaterne havde grise, køer eller planteavl, og om de kom fra Jylland eller øerne. Det burde være ligegyldigt«.

Interviewet med Christina Ahlefeldt-Laurvig starter i et helt andet hjørne med den verserende diskussion om retssager om vandplaner. Retssagerne vender vi tilbage til, for de er, efter formanden for de store landbrugs mening, et udtryk for, at fællesskab og loyalitet med fordel kunne forbedres.

Fælles politik

Men først processen omkring viceformandsvalget.

»Det er ikke godt, hvis vi mest går op i, om der er grise eller køer i stalden hos kandidaterne. Det relevante spørgsmål bør være, om kandidaten kan samle medlemmerne om en politik, som alle bakker op«.

Christina Ahlefeldt-Laurvig har i godt et år siddet på mandatet fra Sektionen for Større Jordbrug, der traditionelt har en stor del af godsejerne som medlemmer. Sektorens medlemmer dyrker knap 10 pct. af den danske landbrugsjord. Ikke helt så vægtig, når man tæller hoveder. Dem er der omkring 400 af i sektionen.

»Men jeg er egentlig heller ikke så optaget af, hvor mange pladser vi har. Det hjælper ikke, at man sidder fire og råber om det samme. Det vigtigste er, om man kan bruge sin stemme til at føre sin politik frem og få lagt en strategi for foreningens politik«.

Mangler fælles regler

Indtil for nylig havde formanden en advokatpraksis med især landbrugskunder og er - ud over at være landmand med et gods på Lolland – professionelt bestyrelsesmedlem med en god håndfuld poster. Det er også det spejl, hun holder op, når hun finder behovet for forbedringer i L&F:

»Jeg går 100 pct. ind for et samlet L&F, og der er mange ting, der fungerer fint, men vi kunne godt forbedre governance, altså klarere regler og praksis for, hvordan vi arbejder. I min verden - og sådan er det også de fleste andre steder i erhvervslivet - bør primærbestyrelsens medlemmer bære den politik ind, de er valgt på. Formandskabet skal have en klar og afgrænset opgave i at samle de mandater til en overordnet strategi, så vi forbliver samlet, lytter til hinanden og er loyale over for organisationen«.

»Som vi er organiseret i dag, synes jeg, at formandskabet har en helt urimeligt stor arbejdsopgave. Jeg kunne godt forestille mig, at det havde en mere tilbagetrukket rolle og i højere grad lod vores dygtige ansatte og direktionen i L&F tage sig af de forhandlinger, som formandskabet giver dem mandat til. Vi har forsømt i tilstrækkelig grad at strømline organisationen, og det er efter min opfattelse en del af årsagen til, at vi ser organisationer som Bæredygtigt Landbrug og har lokalforeninger, der selv fører retssager mod staten«.

Og så er vi tilbage ved retssagerne: »Jeg kan godt forstå de store frustrationer og det enorme pres der er på landmændene. En retssag om noget så nuanceret som miljø, hvor vi påberåber os faglighed, men hvor det er vanskeligt at føre videnskabelige beviser, har to mulige udfald. Taber vi, så sidder vi i saksen og risikerer landbrugets omdømme forværres. Vinder vi, så har vi før set, at politikerne alligevel gennemfører indgreb. Jeg tror, vi skal sætte ind overfor præmissen, navnlig de forkerte reduktionsmål«.