Claas Arion er veludstyret og letkørt

Læssertraktoren Arion 420 CIS er et stort hop for Claas mod bedre kvalitetsfornemmelse, og bringer smilet frem med mange velfungerende detaljer og godt udstyr.

Arion er den mest vellykkede franskbyggede traktor fra Claas, jeg har testet. Det viste sig efter kort tid i den 105 hestes version, 420 CIS.

At dens udstyr både gør kørsel med læsser og redskaber samt transport lettere, er én ting. Men at traktoren også er logisk og gedigen, er mindst lige så vigtigt. Med sin størrelse vil den nemlig ofte afløse ældre og enkle traktorer på mindre gårde.

Jeg tror, mange vil synes som jeg, at hydraulik, vendegear, lift og transmission er nemt at betjene. Og at Arion derfor balancerer fint imellem at have meget elektronisk udstyr, men samtidig være nem at omgås.

Gear og læsser i joystick

CIS-versionen, der er topudstyrsmodel, har et fabriksmonteret elektrisk joystick. Det styrer læsseren og et ekstra hydraulikudtag, eksempelvis til lynskift. Man kan også bruge det til at styre frontlift eller hydraulik på et bagmonteret redskab.

Derudover kan man skifte gear på en knap, så man ikke behøver flytte hånden fra joysticket under kørslen. Ved at indstille olieflow på joystickets udtag kan man tilpasse arbejdshastigheden på frontlæsseren. Der kan også sættes tidsstyring på til brug ved eksempelvis vending af en plov, når der ikke køres med læsser.

Skal man ikke bruge liften, kan begge traktorens hydraulikpumper drive frontlæsseren. Dette aktiveres med et knaptryk og gør læsseren meget hurtig.

Kørevenlig transmission

Transmissionen har fire grupper med fire powershifttrin i hver, og gruppegearene kan skiftes under let belastning eller transport. Traktoren kan selv skifte gear alt efter belastning både på mark og vej, og man kan indtaste, ved hvilke omdrejningstal det skal ske. På marken skifter den dog ikke gruppegear selv, men det kan den på vejen, så her skal man blot vælge køreretning og give gas.

Man kan selv bestemme startgearet ved igangsætning samt hastighedsforholdet imellem forlæns og baglæns kørsel. Ved læsning kan man derfor vælge at bakke hurtigere, end man kører frem.

På marken er traktoren vaks til at geare op og ned. Der mangler dog en funktion, der kan afholde den fra at geare op, mens man vender.

Ved transport kan dens nedgearinger, når man lækker gassen, virke kontante.

Vendegearet er meget velfungerende, og dets aggressivitet både frem og tilbage kan justeres. Hermed kan det tilpasses temperament eller underlag.

Godt indrettet

Kabinen har gode indstigningsforhold, og der er fin gulvplads og steder til papirer og løse genstande. Glastaget er stort, hvilket er en fordel ved læsserkørsel. Løsningen med et solgardin, der holdes af sugekopper, er dog ikke god.

Buede ruder bag i kabinen giver godt udsyn. Den eneste undtagelse er, at trækstangen ikke kan ses fra sædet og må skydes hydraulisk ud.

Kørestillingen er god, men der er langt ned til pto'ens gearstænger, og det er svært at se, hvad gear de står i.

Lydmåleren viste 73,2 dBA ved 1800 rpm, hvilket er mærkbart lavt. Kun en svag resonans fra hydraulikken generer lidt nogle gange.

Med elektronisk lift, automatisk indkobling af pto, differentialespærre og 4wd kan det meste markarbejde klares let. Desuden foregår justeringer af eksempelvis vendegear og hydraulik ved hjælp af kun to knapper på instrumentbrættet.

Nem service trods læsser

Hverken olie- eller dieselfiltre generes af læsseren, og der er fin adgang til kølere og luftfilter. Eneste ulempe er, at det kræver værktøj at efterfylde hydraulikolie, og at batteriet er monteret, så der ikke kan tjekkes væske.

Traktorens venderadius på 6,1 meter er i overkanten, og styretøjet går en smule tungt.

Bagpå er traktoren også veludstyret med skærmbetjening af både pto og et hydraulikudtag. Derudover har den automatisk slingrelås, hitchkrog og gode holdere til liftkugler og trækstang.

Under hjelmen ligger en motor fra Deere Power Systems, som udmærker sig ved at opnå sin boostede effekt på 115 hk allerede ved 7 km i timen. Traktoren leverer altså maksimal effekt ved det meste markarbejde.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle