Corona er ikke hele forklaringen på de manglende danskere

En fremmed kultur og ansvar for personale kan holde nogle ansøgere tilbage.

Når nogle danskere holder sig fra at søge job på danske landbrug i udlandet, er corona-pandemien og de medfølgende karantæneregler en del af forklaringen. Men det er langt fra hele forklaringen, mener Torben Nielsen, der er HR-ansvarlig hos Goodvalley.

»Vi har lige nu en ledig stilling som farmleder i Rusland, hvor vi rigtig gerne vil have en dansker over. Fordi det lige nu nærmest er umuligt at få indrejsetilladelse til Rusland, har vi skruet stillingen sådan sammen, at man kan starte på en af vores svineproduktioner i Polen, indtil det igen bliver muligt at rejse ind i Rusland. På den måde løser vi i første omgang rejse-problematikken«, siger Torben Nielsen.

»Men selv om vi tilbyder løn på samme niveau som i Danmark, stiller en bolig til rådighed og hjælper med at komme i gang med de sociale relationer, og der er mulighed for at få et spændende eventyr, oplevede vi allerede inden corona, at det var svært at skaffe danske ansøgere«.

En forklaring kan være det personaleansvar, der som regel ligger i en stilling.

»I næsten alle de job, hvor vi søger danskere, er personaleledelse en vigtig opgave, som måske holder nogen tilbage«.

»Der vil jeg bare sige, at vi selvfølgelig klæder vores ansatte på med kurser i ledelse, ligesom de får opbakning fra hele Goodvalleys organisation, så de kan føle sig trygge samtidig med, at de lærer om ledelse og udvikler deres ledelsesstil«, siger Torben Nielsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle