Cross Slot går videnskabeligt til værks

På Vestfyn kører Danmarks første Cross Slot såmaskine. Den New Zealandske maskine har et unikt såskær og forstyrrer jorden så lidt som muligt.

Hjemme i New Zealand findes der landmænd, der har et par årtiers erfaring med den særlige Cross Slot no-till såmaskine, men herhjemme er den helt ny. På ejendommen Barløsegård på Vestfyn fik man sidste sommer leveret Danmarks første Cross Slot såmaskine.

Hans Frederik Larsen, der driver den 228 hektar store ejendom, har kørt pløjefrit i 15 år og direkte i tre år. Cross Slot såmaskinen var på arbejde i efteråret, hvor der blev sået vinterraps, vinterhvede og efterafgrødeblanding. Det helt særlige ved maskinen er såskæret.

»Som såskær er Cross Slot helt unik og det eneste af sin art i verden, så vidt jeg ved. Cross Slot såskæret er ikke en så-tand, men heller ikke et skiveskær. Man kan derfor sige, at der er tale om en slags ægte hybrid såskær med de bedste egenskaber fra begge såskærstyper, altså tand og skive,« forklarer Hans Frederik Larsen.

Cross Slot såskæret er resultatet af et mangeårigt forskningsprojekt - omkring 20 år - på det New Zealandske landbrugsuniversitet, Massey University. Formålet var at undersøge no-tillage og de krav og udfordringer, som systemet skal løse for, at det bliver en succes. Det er nu 20 år siden, at forskningsprojektet sluttede, og Cross Slot såskæret har været på markedet næsten lige siden.

Forskningsprojekt

»Der er derfor landmænd i New Zealand med snart 20 års erfaring med dette såskær. No-tillage og Cross Slot er bestemt ikke noget smart og nyt. Men fordi Cross Slot er et resultat af et universitets forskningsprojekt, er egenskaberne dokumenteret og publiceret i videnskabelige tidsskrifter, hvilket er forskningsverdenens accept af, at det er korrekt videnskab. Jeg er endnu ikke stødt på andre såmaskiner, som er videnskabeligt »godkendte«,« siger Hans Frederik Larsen.

Det vigtigste ved no-tillage er, at man får placeret sin udsæd i korrekt dybde, samtidigt med at jorden forstyrres så lidt som muligt.

»Ægte no-till vil derfor i teorien udelukke tandsåmaskiner, som jo desværre forstyrrer en hel del mere end disk-såmaskiner, og derved får man forstyrret ukrudtet til at spire, ligesom vi kender det fra stubhavninger efter høst, som får ukrudtsfrøet til at spire,« siger Hans Frederik Larsen.

Faktaboks

Cross Slot

  • Fire meter arbejdsbredde, 21 såskær.
  • Todelt såtank på 3.800 liter.
  • Dansk version udstyret med Horsch såteknik.
  • Vægt 9.000 kg.
  • Kraftbehov ca. 250 hk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle