»For svinekød er gabet blevet mindre, fordi vi kan sælge svinekød på eksportmarkederne til højere priser, mens priserne har nået toppen på de nære markeder. Samtidig har importen af svinekød siden 1985 været med til at holde forbrugerpriserne nede,« forklarer cheføkonom Karl Christian Møller, Danish Crown.
Det sætter Danish Crown i en klemme, når landmændene får mere, samtidig med at det er svært at hæve priserne på hjemmemarkedet. Heldigvis kan vi afsætte stigende mængder svinekød til stigende priser i Asien.
Diskussionen om Dødens Gab, altså gabet mellem landmandens pris og forbrugerpriserne, er kommet op med jævne mellemrum de sidste 30 år.
Baggrunden er, at landmændene har været utroligt gode til produktivitetsudvikling, samtidig med at de producerer under fuldkommen konkurrence, hvor de ikke kan styre udbuddet. Derfor bliver der produceret flere varer, end der er efterspørgsel efter, desværre. Sådan er markedsøkonomien.
Det sætter landmændene under pres. Det er nødvendigt med produktivitetsudvikling, og landmændene er en af de grupper i samfundet, der har haft den absolut største produktivitetsudvikling.
Det har været situationen i forbløffende mange år, fastslår han.