Danish Crown snart klar til jagt på ekstra grise

Danish Crown vil holde 500 nyansatte i gang. Det kræver flere grise - og derfor lukkes kvoteordning, og formand åbner døren på klem for at optage nye ejere.

Danish Crown løsner nu det faste greb, man lagde om andelsejernes leverancer hen over vinteren.

Efter at have trådt hårdt på alle bremser med kvoteordning og stop for nye leverandører i efteråret lægger bestyrelsen nu op til at opmuntre til ekstra produktion, sådan at de mange nyansatte medarbejdere fortsat kan have grise at slagte hen over sommeren.

»Vores tiltag har haft sin virkning, og vores prognose med tilførsler er justeret lidt ned. Det går op i en højere enhed, så vi slagtemæssigt er med op mod påske. Så giver det ikke mening at have b-grise længere«, melder formand Erik Bredholt.

Fra 15. marts risikerer andelshaverne dermed ikke længere et pris-gok på 190 kroner, hvis de øger deres leverancer ud over det seneste års niveau.

Ventelisten til optag af nye leverandører, der blev indført allerede ugen efter udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland, åbnes der dog ikke for endnu.

»Det vil vi tage stilling til senere. Lige nu har vi cirka 70 andelshavere med i alt 600.000 grise på listen«, melder Erik Bredholt, der altså ikke kan sætte en dato på eventuelt nyoptag eller sige, hvor mange, der skal åbnes for.

Vil holde på grisen

Formanden påpeger, at forventningen i efteråret om, at de store slagtestigninger ville være ’et bump’ frem for vedvarende, har vist sig rigtig.

»Vores slagteprognose er justeret lidt ned, og jeg tror, at hvis smågrisepriserne kommer lidt op igen, vil det svinde lidt i nogle af de grise, vi har fået tilført over vinteren. Så det går fuldstændig, som vi havde forestillet os«.

- Men nu har I jo mandet op med 500 ekstra personer?

»Det er også det, der gør, at når vi kommer lidt længere hen, har vi mulighed for at tage hul på ventelisten. Når vi har haft bøvl med at skrue kapaciteten op, en ekstraordinært stor præstation i virksomheden i alle led, skal vi også bruge den til noget fornuftigt«, siger Erik Bredholt og tilføjer:

»Jeg er meget overbevist om, at nogle vil fortsætte med at have højere tilførsler, end de har haft tidligere. Nu har de jo renoveret staldene«.

Formanden ønsker ikke at sætte tal på, om Danish Crown ønsker at fastholde de nuværende slagte-stigninger på høje 11 procent hele året.

De høje stigningstal betyder, at Danish Crown rundt regnet har afregnet hver tiende gris som b-gris siden december.

En hurtig beregning siger, at det vil have kostet andelshaverne med de ekstra grise omkring 20 mio. kr. i fradrag for hver måned, det kører.

Afsætning i Europa

Da tiltaget blev indført, gik begrundelsen for kvoterne både på, at kapaciteten på slagterierne skulle sikres til ’de faste andelsejere med deres faste leverancer’, og at de ekstra grise skulle afsættes på et presset europæisk marked med dårligere priser end de attraktive asiatiske.

- Er priserne nu ikke længere dårligere i Europa, når I kan afskaffe kvoter og måske tage flere ind?

»Det afgørende er, at vi har fået bedre balance i vores ting, især på slagtekapaciteten. Så giver det ikke længere mening at have b-grise«.

Faktaboks

B-grisene hos Danish Crown

  • Fra 1. december indførte Danish Crown kvoter på slagtesvin.
  • Fradraget pr. gris over kvoten var 142 kr. Få uger senere blev det hævet til 190 kr, svarende til omtrent 2 kroner pr. kilo.
  • Kvoten er på det højeste leverancetal fra det ene af de to sidste år plus 4 pct., målt på hvert kvartal.
  • Andelshavere med nye stalde og lign. var fritaget fra kvoter.
  • Danish Crowns slagtninger steg 11 pct. i december og januar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle