Danmark rider krisen af

Selv om der ingen vej er uden om krisen, vil Danmark og især landbruget, slippe forholdsvist let igennem.

Økonomerne i LandbrugsAvisens panel er ikke helt enige om, hvor længe krisen kommer til at vare. Søren Porsbjerg, Nordea, forventer en forholdsvis hurtig vending i andet halvår i år.

Karl Christian Møller, Danish Crown, ser lidt mere pessimistisk på det. Han tror, det kommer til at tage to-tre år, og Hans Peter Bay, Landscentret, venter, at krisen vil komme til at vare "nogle år".

Søren Porsbjerg lægger især vægt på de solide offentlige finanser og at arbejdsløsheden stadig vil være ret lav, selv om den næste år skulle stige til fem procent.

Karl Christian Møller mener derimod, vi er inde i et kriseforløb, som vi skal igennem, og som generelt tager op til tre-fire år.

Landbruget slipper nådigt

Økonomerne er til gengæld ret enige om, at Danmark vil slippe forholdsvis nådigt igennem krisen i forhold til de fleste andre lande, og at landbruget som erhverv ikke vil blive ramt lige så hårdt som mange andre erhverv.

De er også enige om, at Danmark ikke vil blive ramt nær så hårdt som under oliekriserne i 70'erne. Forskellen er, at vi denne gang som udgangspunkt har orden i økonomien og at vi har en lav arbejdsløshed.

Henrik Zobbe gør desuden opmærksom på, at danskerne i år har udsigt til reallønsfremgang og en lavere skat, og Leif Nielsen nævner, at vi nu har et forholdsvis smidigt arbejdsmarked.

Karl Christian Møller er ikke i tvivl om, at vi er på vej ind i en recession. Han understreger, at nedture er en naturlig og nødvendig del af økonomien, der fører meget godt med sig.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle