Danmarks bedste pløjer fundet

Jorden var god, vejret godt, og ny vinder blev Martin Lindberg Velling, der fik den femte titel i træk.

Over 1.400 mennesker var mødt op på Rokkedahl Landbrug ved Nibe for at følge med, da 29 pløjere skulle dyste om titlen som Danmarks bedste pløjer. Hele formiddagen summede gården af traktorer i alle størrelser og aldre.

På fire timer blev markerne omkring Rokkedahl sorte af vendt muld. Og pløjerne brugte al koncentration på at lave de bedste plovfurer. Der blev målt, indstillet og skruet på plove og traktorer efter alle kunstens regler. Ud over et stort antal besøgende, var der noget særligt over årets DM i pløjning.

»Vi har haft virkelig gode rammer i år. Jorden er god, vejret er godt, og Rokkedahl har været nogle rigtig gode samarbejdspartnere. Det har været helt gnidningsfrit, uanset hvad vi er kommet med«, siger pløjeleder Søren Staun.

Selv om rammerne var i top, kæmpede dagens vinder lidt med mulden.

»Jeg er vant til grønjord, men i år var det stubjord, vi pløjede i, så det gjorde det lidt svært. Jeg havde faktisk ikke regnet med at vinde i år, for jeg har heller ikke fået trænet ret meget, fordi jeg har været med til at arrangere stævnet«, siger Martin Lindberg Velling.

På trods af pres og en skæv start på sin flækning, er Martin Lindberg Velling godt tilfreds med sejren og den femte DM-titel i træk. Han har med dagens resultat på 118,50 point kvalificeret sig til VM i pløjning i Rusland i 2022.

Sidste år måtte DM i pløjning afholdes uden publikum af hensyn til corona-restriktioner. Men i år var fremmødet særligt stort.

/ubi

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle