Danmarks største rådgivningsselskab

LMO og Centrovice går sammen og danner branchens største rådgivningsvirksomhed med 400 mio. kr. i omsætning og 600 medarbejdere.

Det er to af landets store rådgivningsselskaber, der nu slutter sig sammen og bliver suverænt størst på markedet. De to selskaber er LMO, som målt på omsætning er landets næststørste rådgivningsselskab, og Centrovice, som er nummer seks i størrelseshierarkiet. Sammen får fusionsselskabet, der endnu ikke har fået navn, en samlet omsætning på 400 mio. kr. Det er mere end en god bid af den samlede omsætning på langt over en mia. kr. inden for rådgivning, der i dag er delt mellem 23 DLBR-virksomheder.

Selv om størrelsen er et faktum, er det nu ikke det afgørende, understreger mændene bag fusionen. Men de står gerne ved, at det handler om at blive landets stærkeste selskab, når det gælder om at yde den bedste rådgivning. Og størrelsen er midlet til at nå målet om at blive stærkest.

Nye krævende opgaver

»I dag er serviceopgaver og bogføring en stor del af arbejdsopgaverne, men det bliver det ikke ved med. Rådgivningen i fremtiden handler om at kunne hjælpe landmænd med og omkring teknologiske løsninger«, siger formanden for LMO, Nis Kristian Hjort, der fortsætter som formand for fusion.

»Vi går sammen, fordi det er det rigtige at gøre både rent rådgivnings- og forretningsmæssigt. Med fusionen kan vi fastholde vores nærhed til vores kunder lokalt, og samtidig sikrer vi en større bredde af medarbejdere, som i endnu højere grad får mulighed for at blive branchens specialister frem for generalister. Der er ingen tvivl om, at det vil give vores kunder adgang til endnu bedre og bredere rådgivning og kompetence«, siger Torben Lyngsøe Povlsen, bestyrelsesformand for Centrovice og kommende næstformand i storfusionen.

Når to bliver til én

Hvis man kigger på de to selskaber, der har handlet fusionen på plads i lyntempo siden de første samtaler i juni, springer størrelsesforskellen i øjnene. LMO er klart størst - målt på omsætning tre gange større end fusionspartneren - og har otte foreninger i Midt- og Østjylland bag sig og tre store kontorhuse i henholdsvis Viborg, Søften og Horsens. De otte foreninger stemte for en fusion med fynboerne onsdag aften.

Centrovice har base i Vissenbjerg på Fyn og er ejet af foreningen med samme navn. Blandt de tilsammen ni ejerforeninger vil Centrovice eje 24,9 pct. af den nye, samlede virksomhed. På Fyn skal man først tage stilling til fusionen på en ekstraordinær generalforsamling mandag 4. november og det er først, når fynboerne har givet deres ja til østjyderne, at fusionen er en realitet.

Den berømte fedt-snak

I juni holdt Landbrug & Fødevarer et landsformandsmøde med fremtidens rådgivning på programmet. Et følsomt emne, som i neutrale ord handlede om at belyse scenarier med fusioner. Eller med formand Martin Merrilds mere kontante udmelding til LandbrugsAvisen om, at »der er for meget fedt i dansk landbrugsrådgivning«. Et budskab, der i den grad delte vandene i rådgivningen, hvor der populært sagt er tre hindringer for fusioner - formanden, direktøren og rådgivningshuset.

»Efter formandsmødet fik jeg en henvendelse fra Nis Kristian Hjort, om vi ikke skulle sætte os sammen og se, hvad vi kunne blive enige om. Og det kunne vi forbavsende let«, fortæller formand i Centrovice, Torben Lyngsøe Povlsen, der har det fint med at blive næstformand i fusionen.

Næste afgørende punkt er direktørposten, hvor man har valgt at satse på den nuværende LMO-direktør Jan Winther. Det betyder et farvel til Louise Helmer, der efter fem år på posten som direktør Centrovice har takket nej til tilbuddet om at blive i fusionen med en anden funktion.

Sidste hindring med rådgivningshusene er løst ved at bevare LMOs tre hovedkontorer og Centrovices kontor og dermed sikre nærheden.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle