Dansk Angus-ko er Europas smukkeste

Den danske Angus-ko er blevet kåret til den smukkeste i Europa ved en stor konkurrence på nettet.

I forvejen er hun vant til at være i centrum, Felicia Mønline.

Hun har været fløjko på adskillige skuer og har vundet interbreed to år i træk på Landsskuet.

Nu kan hun og ejer Steffen Albrektsen føje endnu en titel på visitkortet: Hun er kåret til Europas smukkeste ko.

For fire år siden stod hun som lille kalv sammen med sin mor på Roskildeskuet.

Moderen blev her interbreedvinder. Så her startede karrieren for Felicia.

Ejeren, Steffen Albrektsen, har i løbet af de seneste år haft mere end 10 interbreedvindere i Danmark, og han er da også svært stolt af Felicia.

»Jah, jeg kan ikke finde nogen fejl ved hende,« siger han med et smil.

Felicia har selv fået to kalve på helt almindelig vis. Men nu er hun skyllet, for at de gode gener kan gå videre med æg transplanteret i andre køer.

Samtidig er der solgt en halvpart af hende til den kendte skotske avler, John Elliot, der ser frem til nu at få dansk genetik ind i besætningen.

Steffen Albrektsen satser dog ikke kun på udseendet. Hvert år sendes der tyrekalve til afprøvning i Aalestrup, hvor deres evne som kødproducenter afprøves.

Steffen Albrektsen har som mål, at hans dyr slagtes med en formklasse 11 - 12, noget af det bedste i Europ-skalaen, der går til 15.

Naturpleje er et andet fokusområde i besætningen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle