Danske andels- selskaber blandt de største i Europa

De 300 største andelsselskaber i verden har en samlet omsætning på 6.000 mia. kr.

De danske andelsselskaber inden for landbruget er med blandt de helt store i Europa, når det gælder omsætning. Det viser en ny opgørelse fra ICA, den internationale cooperative alliance, som har lavet en liste over verdens 300 største andelsselskaber efter omsætning i 2005, omregnet fra dollar til en gennemsnitskurs på seks.

Danish Crown er suverænt i spidsen inden for slagterisektoren, mens Arla har førertrøjen på inden for mejerisektoren - foran selskaber som Friesland, Campina, Humana og Nordmilch.

Tager man skovbruget med, kommer finske Metsäliitto dog ind på en samlet førsteplads.

DLG er med på listen inden for grovvarer efter Lantmännen og to store tyske selskaber, hvoraf det ene dog også handler med mange andre ting som for eksempel energi.

Verdens største andelsorganisation er japanske Zen-Noh, en sammenslutning med en omsætning på 380 mia. kr., der forsyner næsten tre millioner landbofamilier i Japan.

Det næststørste andelsselskab i verden er også japansk, men det er et forsikringsselskab.

Blandt de allerstørste andelsselskaber figurerer i det hele taget mange forsikringsselskaber og banker som for eksempel franske Credit Agricole og hollandske Rabobank.

Butikskæder udgør en anden stor gruppe af andelsselskaber. Her er blandt andet tyske Edeka/Netto og Coop Norden højt placeret på listen.

Mejeriselskaberne Dairy Farmers of America og new zealandske Fonterra kommer ind lige foran Danish Crown på den globale liste.

Den samlede omsætning for de 300 største andelsselskaber i verden var i 2005 på knap 6.000 mia. kr., men derudover er der ifølge ICA yderligere en million mindre andelsselskaber rundt om i verden.

Andelsejede mejeriselskaber tegner sig i dag for en tredjedel af verdensmarkedet for mejeriprodukter.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle