»Jeg har tænkt på, at du er forbløffende tavs omkring konflikten mellem lærerne i folkeskolen og KL, Marianne, det ligner da ikke dig?«
Sådan sagde min veninde, som har været en engageret folkeskolelærer i næsten 20 år, en dag i påsken, mens vi drak en kop kaffe og ordnede verdenssituationen.
»Øhh, ja ...«
»Det kan da ikke passe, at du ikke har en mening om det?«
»Øhh, nej … det har jeg vel osse.«
Og lige nu, mens lærerne sidder til stormøder, skoleledere og tjenestemænd kæmper en kamp med at organisere de få timer, der kan afvikles, og hen ved 500.000 børn ikke kan undervises, og forældre bliver grå i toppen af ærgrelse over, at deres hverdag går i fisk, fordi skolerne er lukkede mange steder - ja, så sidder jeg på min pind langt ude på landet og priser mig lykkelig for, at jeg hverken er barn, forældre eller lærer i den danske folkeskole. Længere.
Jeg var blevet rasende. Hvis jeg havde været ramt af KL’s lockout. Eller hvis mit barn ikke kunne komme i skole. Eller hvis jeg havde været en 9. eller 10. klasses elev med en forestående eksamen.
Man kan hævde, at det ikke er en særligt ny problematik, der nu udstilles. Nemlig den, at nogle lærere underviser ganske få timer, ifølge KL 16,4 timer om ugen, hvilket står i skærende kontrast til almindelige menneskers 37 timer. Det springer også i øjnene, at lærerne har fem ugers sammenhængende sommerferie – andre har maks. tre uger i træk. Det kunne være æggende at se på, hvad lærere egentligt har af arbejde/forberedelse i forbindelse med deres undervisning, og, ja, det er vel ikke mere end rimeligt, at lærere opholder sig på deres arbejdsplads i 37 timer om ugen… eller hvad?
Nu har jeg selv undervist på en folkeskole i forbindelse med mit forfatterjob (desuden uddannet lærer). Og jeg har en klar fornemmelse af, at det er et værdifuldt, krævende og meget vigtigt arbejde at være sammen med børn og formidle kundskaber hver eneste dag. Kort sagt: Det er pissehårdt! Man har ikke mulighed for at være uopmærksom et sekund, hverken i timerne eller frikvartererne, og når man har ”fri”, altså, når man ikke er fysisk på skolen, har man alligevel »sine« børn i tankerne, man bekymrer sig om dem, snakker med forældre, laver analyser, forbereder og differentierer. Børn er ikke ens. Alle er unikke og kræver særlig opmærksomhed. Hver enkelt elev.
At nogle så »slipper« nemmere end andre, at der findes lærere, som ikke tager 100 pct. aktivt ansvar, det må den enkelte skoleleder søge at råde bod på. Fyringer, f.eks., af folk man ikke kan bruge. Sådan gør man i det private erhvervsliv. Det bør man også kunne i skolen.
Det er svært, men i min optik, så bør både lærerforening og KL tage sig sammen. Opføre sig som voksne. Nemlig som dem, der har ansvaret for børnene.
