Delte meninger om kontrakt mellem naboer

At handle med sin nabo er i høj grad en tillidssag. Sælger skal være sikker på at få sine penge, og køber at det er en ordentlig kvalitetsvare. Og så skal de være enige om betingelserne.

Spekulationer om dette kan undgås ved at lave formelle kontrakter, hvor alt er skrevet ned. Og det er Palle Jakobsen fra Agrocom.dk og John Jensen fra Agromarket og LandboNord begge tilhængere af.

Ja til skriftlig aftale

"Man bør helt klart lave en formel skriftlig aftale, der forpligter, har bankgaranti og underskrift af begge parter. Og man kan lige så godt lave den flerårig. Det er fleste husdyrproducenter mest interesserede i, for så er de sikker på en fast levering hvert år, selvom prisen selvfølgelig skal genforhandles," siger John Jensen.

Han mener, at aftalen bør indeholde klare rammer for betingelserne. F.eks. hvad kornet skal koste, hvor det skal hen, hvordan mængden fastsættes, hvor kornet vejes, maks. vandprocent, eventuelt fradrag, tidspunkt for levering og betaling og den aftalte pris.

"Prisen kan man fastsætte ved, at både køber og sælger ringer rundt til hver to foderstoffer og får tilbud på en pris. Og så tager gennemsnittet af de fire tal."

John Jensen mener i øvrigt, at man sagtens kan lave en skriftlig aftale selv, og at den bør være så enkel som muligt.

Nej til formel aftale

Men ikke alle deler de to professionelle markedsanalytikeres mening. Både deltidslandmand og privat planteavlsrådgiver Ole Dalum og formand for Danske Deltidslandmænd Niels Pedersen Qvist mener, at en meget formel skriftlig aftale kan være en hæmsko for tillidsforholdet mellem køber og sælger.

"Vi landmænd har generelt stor tillid til hinanden. Og ofte kender de to parter måske hinanden godt. Står den ene så pludselig og vifter den anden om næsen med en meget formel aftale, der både indebærer underskrift og bankgaranti, ja, så kan det hurtigt være begyndelsen på enden for det samarbejde," lyder det fra Ole Dalum, der ikke selv laver formelle aftaler med underskrift og bankgaranti for sine egne handler med naboer.

Niels Pedersen Qvist er enig men medgiver dog, at det er ulvetider, og at man skal være forsigtig. For det er nok de færreste, der kan tåle at miste hele indtægten på et års avl, hvis køber pludselig går konkurs eller på anden måde misligholder aftalen.

De anbefaler dog begge, at man kun handler med folk, man har stor tillid til. Og at man selv skriver ned, hvad man har aftalt.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle