Ønsket om natur og jagt gjorde tandlægen Dorthe Bjerre Hansen og økonomen Jens Valdemar Krenchel til hobbylandmænd med frilandsgrise, kvæg og gæs.
Det begyndte med gæs. Og da de var en stor succes på julebordet, kom der bogstavelig talt appetit på mere.
I dag har Dorthe Bjerre Hansen både gæs, frilandsgrise og snart også kvier på græs.
Det var egentlig for at kunne gå på jagt på sin egen jord, at hun og hendes mand, Jens Valdemar Krenchel, begyndte at lede efter en ejendom på landet. Hun er tandlæge, han arbejder for Realkreditrådet i Bruxelles.
I 2007 fandt de den helt rigtige ejendom, og ægteparret og deres to børn byttede så villaen i Fredensborg nord for København ud med en lille gård ved Hundslund i Østjylland med en ældre rundbue-stald og 6,1 hektar fordelt på mark, græsning og sø. Og blandt andet en glimrende andejagt. Og nogle rigtig gode naboer på den lange grusvej fra landevejen ned til bedriften.
Det sidste - naboerne - har været med til at sætte skub i dyreholdet og hjælpe Dorthe Bjerre Hansen i gang.
Rigtige bymennesker
"Vi var rigtige bymennesker, så vi havde ingen forudsætninger for at drive landbrug. Men gæssene var nærmest idiotsikre at starte med. Grisene begyndte vi på, fordi en nabo kom med en, der var rendt ud, og spurgte, om vi ville havde den, ellers skulle den aflives. Det var egentlig ret nemt med grise, så det blev jeg lidt hooked på. Det var supergodt kød, da vi fik den slagtet, så det var vi glade for," forklarer Dorthe Bjerre Hansen.
Den ene gris blev til fire slagtesvin forrige år, som blev slagtet, så alle på vejen kunne få en halv gris hver. I dag går der to slagtesvin og et avlspar af den gamle, bevaringsværdige sortbrogede race på bedriften - og dermed er der udsigt til en betragtelig udvidelse af svineproduktionen i løbet af foråret. En del af smågrisene er planlagt til at blive fortæret som såkaldte 15 kg-grise, en delikatesse især i udlandet.
Gæssene ruger også æg ud i øjeblikket, og når der er ved at være græs nok, kommer der tre malkerace-kvier.
"Nu vil jeg se, om jeg kan styre dem, inden vi prøver med rigtigt kødkvæg," som hun siger.
Gode naboer
Dorthe Bjerre Hansen lægger ikke skjul på, at dyreholdet har udviklet sig ret tilfældigt. Hun henter primært hjælp og rådgivning hos naboerne og de ældre i landsbyen Hundslund. Eller på internettet.
"Vi har en masse gode naboer, og der er mange ældre mennesker i Hundslund, man altid kan spørge, når man møder dem. Men faktisk har det været meget, meget nemt, selv om vi begyndte helt på bar bund, fordi vi holder det småt og simpelt," forklarer hun.
Der er ingen maskiner på bedriften, så marken passes med hjælp fra naboerne med majs, korn og kløvergræs. En nabo med en frontlæsser-traktor håndterer også wrapballerne.
Det er også naboerne, der træder til i ferier og den slags.
"Nabosammenholdet er et helt andet på landet end i byen. Herude har man brug for hinanden på en helt anden måde, og det skal man være bevidst om," understreger hun
Intet snøfteri
Dyrene går lige uden for vinduerne, så de er nemme at holde øje med, og bortset fra det faste månedlige dyrlægetilsyn til frilandssvineproduktionen, har der kun været brug for dyrlæge en enkelt gang, da svinene fik knuderosen.
Slagtetidspunktet findes på øjemål og fornemmelse, og så bruges tilbagemeldingerne fra slagtehuset om kødkvaliteten til at justere øjemålet med.
"Jeg gider ikke det med, at grisene skal slagtes efter 100 dage, tre timer og ti minutter," som Dorthe Bjerre Hansen siger.
Når det finparterede kød hentes på slagtehuset, er forarbejdningen uddelegeret blandt naboerne: En koger sylte, en laver rullepølse og en bager leverpostej.
"Ungerne elsker det. Der er intet snøfteri, når vi spiser dyrene, selv om de får navn og lidt bliver behandlet som kæledyr," siger hun.
Aldrig på fuld tid
Dorthe Bjerre Hansen og hendes mand bruger ikke virksomhedsordningen. Landbruget drives som en del af husholdningen, dels fordi det ikke er større, end det er, dels fordi ægteparret udmærket godt er klar over, at det koster dem penge selv at producere kød.
"Vi gider ikke diskussionen med Skat om, hvornår vi får overskud, for det gør vi formentlig aldrig," forklarer hun og vil nærmest helst undgå at beskæftige sig med økonomi i forhold til dyreholdet - for det kan og skal ikke gøres op i penge.
"Da vi flyttede herover, troede vores venner, at vi havde fået en hjerneblødning eller noget i den retning. Men vi har aldrig haft så mange på besøg som nu, og når vores venner har været har et par dage, begynder de også at snakke om at flytte på landet. Det er jo dejligt at gå rundt på sin egen jord og se dyrene have det godt. Børnene kan rende rundt over det hele og lege med dyrene. Her er meget mere ro," forklarer hun.
Manden vil gerne have en traktor, og landbruget må gerne vokse med mere jord og flere dyr. Men kun på visse betingelser:
"Det skal hele tiden være sådan, at dyrene bliver passet ordentligt og har det godt. Og det skal passe sammen med to fuldtidsstillinger uden for landbruget. Fuldtidslandmænd bliver vi nok aldrig - vi kunne nok heller ikke få det til at løbe rundt," slutter hun med en karakteristisk latter i stemmen.
