I 2008 var renten på et tilpasningslån med årlig refinansiering på over fem procentpoint.
Siden er den faldet løbende, og hvis man optager et nyt lån i kroner nu, er renten nede på 1,40 procentpoint for en periode, der gælder frem til marts 2011. Den tilsvarende rente for et eurolån er på 1,11 procentpoint. Det er historisk lave renter - og selvom de har baggrund i de økonomiske udfordringer i de vestlige økonomier, har danske landmænd god grund til at glæde sig over det.
Mulighed for stabilisering
Det lave renteniveau er én af de afgørende elementer for, at landbrug med betydelig gæld aktuelt har muligheden for at arbejde aktivt med stabilisering af bedriftens økonomi efter nogle år med lave priser på salgsprodukterne. Ingen kender renten i fremtiden, men generelt er det opfattelsen, at den vil stige betydeligt, når væksten i de vestlige økonomier kommer tilbage, ligesom renten typisk kan stige i forbindelse med større økonomiske urosituationer.
Lav rente i længere tid
Efter den politiske indgriben til umiddelbar stabilisering af først Grækenland og mere bredt hele euroens stabilitet, er der nu udsigt til lave renter i en længere periode, end vi tidligere ventede.
Det kan give landmænd en længere periode til at stabilisere bedriftens økonomi og fylde op i nogle af de likviditetshuller, mange har haft de seneste år.
Tænk langt
Men større investeringer kan ikke planlægges ud fra det lave renteniveau. Her må der regnes med et højere renteniveau. Det er naturligvis individuelt, hvilke muligheder man har for at finansiere sine projekter, men mindst 10 års obligationsrente og rentemarginal på én procent må være minimum for kalkulationsrenten for de fleste projekter.
Man kan godt finansiere sig med kort rente og så alligevel sikre sig mod rentestigninger over en længere periode. Tiårs individuelle rentelofter er særdeles relevant at overveje, hvis man har den helt variable rente på nuværende lån, eller vil have det på planlagte lån til investeringer.
Færre bekymringer
En sådan renteforsikring kan aktuelt etableres for en overkommelig omkostning ¿ og vil være med til at arbejdet med bedriftens økonomi og udvikling kombineret med en aktiv risikostyring, hvor bedriften beskyttes mod uforudsete store fremtidig rentestigninger.
Den strategi giver færre bekymringer på længere sigt.
Nu er det også sommer, og der er grund til at glæde sig over lav rente, forbedrede produktpriser og vel også en positiv udvikling i samfundets opmærksomhed på landbrugets betydning for samfundsøkonomien i Danmark.
Nyd sommeren, når den er der
Det skulle jo også nødig være økonomi og renter alt sammen. Landbruget har sin hverdag midt i det landskab, som vi i byerne synes, vi mangler i hverdagen og opsøger i ferieperioder.
Da min børn for snart mange år siden startede i skole, kom de hjem og sang en sang af Oluf Ring med slutstrofen:
God sommer!