Der mangler retningslinjer

»Der er adskillige eksempler på, at FødevareErhvervs kontrollanter ikke arbejder efter de samme retningslinjer, når de laver kontrol på gårdene. Det ser vi eksempler på i de henvendelser, som vi har fået fra frustrerede landmænd,« siger konsulent i Landbrug & Fødevarer, Kvæg, Martin Hestbech.

Gennem de seneste måneder har Martin Hestbech samlet eksempler på landmænd, der føler sig urimeligt hårdt ramt af kontrol, som mange også finder lemfældig.

Landbrug & Fødevarer, Kvæg, arbejder nu på at samle eksempler sammen på, hvordan især kalvedirektivet bliver administreret i andre EU-lande. Fornemmelsen er, at den danske tolkning af direktivet er strammere end tolkning, der gælder i andre lande.

»Vi ved, at i hvert fald i nogle tyske delstater tolkes reglerne ikke, så kalve skal kunne se og røre hinanden gennem huller i adskillelsen mellem boksene,« siger Peter Stamp Enemark, Landbrug & Fødevarer, Kvæg.

Samler stadig eksempler

Landbrug & Fødevarer, Kvæg, har i mere end et halvt år samlet de henvendelser, som landmænd er kommet med, når de har følt sig urimeligt behandlet af kontrollanter.

Den indsamling fortsætter.

»Vi behandler alle henvendelser anonymt, hvis man ønsker det. For vi ved, at mange frygter, at de bliver behandlet anderledes, hvis de står frem med deres klager,« siger Martin Hestbech.

Svarer ikke

LandbrugsAvisen har bedt FødevareErhverv om at svare på anklagerne om, at kontrollører behandler landmænd med de samme problemer forskelligt.

Men FødevareErhverv har ikke besvaret vores henvendelse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle