Derfor dækker forsikringen ikke

Svar fra Alm. Brand forsikring.

Hans Jørgen Stougaard har oplyst os om, at han 29. december 2007 kl. 10 har fikseret sine goldkøer i et fanggitter. Først klokken 21 vender han tilbage til sine køer, som på det tidspunkt har stået fikseret i næsten 12 timer. Hans Jørgen Stougaard forklarer selv, at han havde glemt at løsne sine køer igen om formiddagen. Køerne er i løbet af dagen faldet om, formentlig på grund af udmattelse, og er blevet kvalt i fanggitret.

At lade en ko stå fikseret i næsten 12 timer er - efter vores overbevisning - en alvorlig forsømmelse, og derfor dækker vi ikke skaden. Køer bør højest stå fikseret på denne måde i en, maksimalt to timer. Så selv om det er beklageligt, at Hans Jørgen Stougaard har mistet syv goldkøer ud af en samlet besætning på 200 malkekøer, har vi afvist at udbetale erstatning, fordi Hans Jørgen Stougaards køer er døde som følge af forsømmelse. Det fremgår af vores forsikringsbetingelser, at vi ikke dækker skader der skyldes forsømmelse, dyrplageri eller mangler ved staldforhold o.lign.

Det er ikke vores erfaring, at ret mange uheld sker som følge af forsømmelse. Lad mig give et eksempel: Hvis en tyr springer op på forværket, hænger fast og bliver kvalt, så er det ikke et uheld der sker på grund af forsømmelighed. Det er et uheld, som ikke er til at gardere sig imod. Men man kan heldigvis forsikre sig mod det, og vi erstatter dagligt kvæg på vores dyreulykkesforsikring. Vi dækker også uheld som f.eks. gyllegasforgiftning, drukning og botulisme, og det er vores klare oplevelse, at vores forsikring er relevant for mange landmænd.

Det er opløftende at læse, at Hans Jørgen Stougaard nu har indført en rutine, så hans dyr ikke igen risikerer at stå låst i et fanggitter fra kl. 10 til 21.

Med venlig hilsen

Morten Vølund Andersen, landbrugschef i Alm. Brand

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle