Det andet spor – kampen for rimelige indsatskrav

Lige så vigtig som kampen for nye virkemidler er kampen for, at indsatskravene er funderet på et solidt og korrekt fagligt grundlag. Det er en kamp, L&F har kæmpet længe og særligt satte fokus på med kampagnen ”De 7 Synder”.

Af viceområdedirektør Anders Panum Jensen, Bæredygtighed, miljø og EU, Landbrug & Fødevarer og sektordirektør for planter Troels Toft, Seges

I 2017 gav et uafhængigt, internationalt evalueringspanel L&F medhold i kritikpunkterne af vandplanerne. Den medvind vil L&F omsætte til egentlige ændringer i vandplanerne, hvor tredje og foreløbigt sidste planperiode træder i kraft i 2021. L&F vil på ingen måde acceptere, at fejl konstateret videnskabeligt fra indeværende periode får lov at fortsætte. En lang række faglige projekter har været og er stadig i gang for at forbedre det faglige grundlag. L&F sidder sammen med andre interessenter i følgegrupper til projekterne for at sikre den faglige kvalitet. I forhold til ”De 7 Synder” sker der en række konkrete ændringer:

  • Modelgrundlaget bliver ændret hen mod flere af de velfungerende ”mekanistiske” modeller, mens de stærkt kritiserede ”statistiske modeller” bliver ændret.
  • Der er udsigt til, at de fejlagtige usikkerhedsberegninger vil blive erstattet af egentlige og korrekte beregninger.
  • L&F har en begrundet forventning om, at ikke kun ålegræs, men også andre arter af vandplanter, vil blive ”godkendt”, som Vandrammedirektivet tilskriver det.
  • Den grove typeinddeling, der førte til absurde indsatskrav mange steder, fordi vidt forskellige fjorde fik samme miljømål, er blevet ændret. Dels er typeinddelingen blevet langt finere, dels får langt flere vandområder ”egne” modeller i stedet for som hidtil, hvor modeller udviklet til ét vandområde også anvendes på andre områder.

Der er stadig udeståender. L&F venter på svar fra ministeren på, hvorfor der endnu ikke er gang i et projekt om betydningen af tidspunktet for kvælstofudledning, ligesom vi kæmper for en følgegruppe til den del af modelarbejdet, hvor modellerne bringes i anvendelse. Der er på mange punkter gode takter i arbejdet frem mod tredje planperiode, men der er stadig meget, der kan gå galt. L&F følger kampen helt til dørs.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle