Hver tredje landmand har en nedskrevet strategi, og hver tredje bruger ’i høj grad’ budget til opfølgning. Hvad siger de tal?
Tallene fortæller, at der er stor spredning mellem landmænd. Mange holder mest af at passe deres marker og dyr, og er ikke vilde med kontorarbejde. En anden gruppe har virkelig har taget kontorarbejdet til sig.
Er en tredjedel godt nok?
Jeg vil sige det sådan, at landbruget er en forretning, og det er vigtigt med sikre beslutninger. Og her hjælper det klart med en præcis strategi, som helst er skriftlig, så den i den grad er trykprøvet med eksempelvis ægtefælle, medarbejdere, banken og erfagruppen. Det giver tryghed at vide, hvad man går efter, og sikkerhed i de løbende beslutninger.
Har du selv fået noget ud af at dele dine strategiske tanker med andre?
For tiden er jeg i gang med at lægge en ny 5 års strategi. Og jeg kan fortælle, at udpræget nudriftsfokus også kan være en strategi. Strategien er nu i proces, og for nylig fortalte jeg en god kollega/ven om mine tanker. Han lyttede pænt og fortalte så, at nogle af tankerne var ’torske-dumme’ – og gav mig nogle andre vinkler på det samme. Det var jo en træls besked, men han har nok ret. Så nu arbejder jeg ’oplyst’ videre, og får måske en endnu bedre plan.
Fire ud af fem bruger under en uge på efteruddannelse om året. Er danske landmænd så dygtige, at de ikke har brug for mere?
Ja, åbenbart. Eller også har vi generelt for travlt til at løfte blikket. Jeg tror, at vi gør noget godt for os selv og vores virksomheder ved at sætte farten lidt ned og give os tid til at undres og få fyldt ny viden på. Mange vil sige, at de ikke har råd til stoppe op, men jeg vil sige, at vi ikke råd til at lade være.
Næsten 9 ud af 10 har en finansierings- strategi, hvad siger det tal dig?
At vi måske lige her har spurgt lidt for generelt. Men det er godt, at finansiering interesserer folk, og at de i det mindste i deres hoveder har taget stilling.