Det siger de andre: Fint med digital løsning, men vi holder fast i konsulent-classic

Gode råd fra en rådgiver med betaling for forbruget er den klassiske ydelse, som mange selskaber vil konkurrere på, viser et rundspørge til planteavlskonsulenterne.

Respekt for LMOs løsning. De kom først. Det er det generelle svar, man får, når man spørger rundt om i rådgivningssystemet, om der findes tilsvarende løsninger som NemMark.dk, eller om der er nogen på vej.

Og, ja, man behøver ikke noget målfoto for at afgøre, at LMO kom først på markedet med sin digitale løsning. Men man fornemmer også lidt, at LMO har vundet en konkurrence, ingen andre har deltaget i. I hvert fald tyder responsen fra kollegaer og konkurrenter i rådgivningen, at man meget hellere vil konkurrere på klassisk rådgivning, der afregnes efter forbrug. For at der konkurreres på livet løs, er der ingen tvivl om, selv om ingen vil sige det til citat.

»Jeg synes, tanken med Nemmark er god. Det er altid er godt for os alle, at der tænkes i nye baner. Godt at der udvikles nye muligheder og andre værktøjer, så der er noget for enhver smag,« siger chefkonsulent Rikke Kyhn fra LandbrugsRådgivning Syd og tilføjer:

»Jeg mener dog, at kommunikation med kunden, uanset hvor lidt vedkommende mener, han skal have, er vigtig. Man kan altid få en skrabet udgave, men så mener jeg ikke, vi har løftet vores opgave godt nok som rådgivere.«

Et lignende budskab kommer fra Kolding Herreds Landboforening, hvor planteavlskonsulent Lisbeth Møller Kjær pointerer, at:

»Rigtig mange landmænd synes faktisk, det er rart at komme forbi konsulenten og blive opdateret på, hvad der er gældende for ham. Det er ikke vores oplevelse, at deltidslandmænd generelt har mindre fagligt fokus på deres bedrift.«

En enkelt konkurrent

Tættest på at melde sig ind i konkurrencen om digitale løsninger er man tilsyneladende hos Agrovi, hvor chefen for planteavl, Hans Henrik Drewsen Fredsted siger:

»En digital løsning er løbende under overvejelse hos os. Men de fleste af vores kunder prioriterer at komme til det årlige planlægningsmøde, hvor vi kommer rundt det hele. Antallet af hektar betyder jo ikke nødvendigvis, at interessen for den gode personlige løsning er lille«.

Hvem skal nu betale

Et andet aspekt ved en pakkeløsning som NemMark.dk til deltidslandmænd er, hvem der betaler for hvad.

»Vi tror mere på, at regningen skal følge opgavens omfang. Den faste pris har en tendens til at præmiere dem, der ikke har styr på deres ting,« siger f.eks. Hans Jeppe Andersen, Chef for Planter & Miljø i Sagro.

Et synspunkt, man deler i Sønderjysk LandbrugsRådgivning:

»Vores hovedprincip er, at vore kunder betaler for den tid, der medgår til løsning af den konkrete opgave. Det synes vi er mest fair for alle parter,« siger chefkonsulent Finn Olsen.

Ansvaret

I LandboNord opfordrer man til, at man som landmand og ansøger skal være særligt opmærksom på forsikringsbetingelser, hvis der ender med at være fejl i en ansøgning, som man selv har været med til at lave på nettet.

»Der kan være forhold, der kan helt naturligt kan medføre en ansvarsbegrænsning af erstatningsansvaret for rådgivningsvirksomheden. Dermed er det reelt landmanden, der har det største ansvar for korrektheden i ansøgningen,« påpeger chefkonsulent Allan K. Olesen fra LandboNord.

Faktaboks

Undersøgelsen: Sådan gjorde vi

  • LandbrugsAvisen har bedt ledende planteavlskonsulenter i 23 rådgivningsselskaber, inklusiv LMO, svare på, hvad prisen på et skrabet rådgivningstilbud til en deltidslandmand med 25 hektar kan lyde på. I tilbuddet skal modellandmanden have en markplan, et gødningsregnskab, en gødningsplan, en sprøjtejournal og en EU-ansøgning om landbrugsstøtte.
  • Vi har fået svar fra 17 konsulenter. Ikke alle har ønsket at oplyse pris. Priserne kan ikke sammenlignes 1:1, da der indgår forskellige elementer som f. eks. antal rådgivningstimer i løsningerne. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle