Det siger de om DC-modellen

Slagteriarbejdernes nye aftale med DC fik stor opmærksomhed i medierne i tirsdags. Vi har samlet hovedreaktionerne her:

 

Martin Merrild, formand Landbrug &

Fødevarer i pressemeddelelse:

»Det her markerer jo et paradigmeskift mellem virksomheder, ansatte og fagbevægelsen. Vi er kommet dertil nu, hvor vi sammen har erkendt, at der må tænkes ud af boksen og sluges kameler, hvis vi skal sikre danske arbejdspladser og vækst.«

NNF-formand Ole Wehlast

til LandbrugsAvisen:

»Jeg anbefaler, at de ansatte siger ja til aftalen. Jeg tror ikke på, at der er andre muligheder med den gæld, landbruget har, og de finansielle udfordringer der er i dag. Det her går ud og bevarer jobbene, og det er dét, vi skal holde fokus på.«

Asger Krogsgaard,

viceformand Danish Crown:

»Hvis vi ad den vej kan holde tre mio. smågrise tilbage til slagtning i Danmark, kan det holde vores slagtekæder fulde og dermed reducere omkostningerne på alle de slagtede svin. Det er i sig selv en stor fordel for både svineproducenterne og arbejderne på virksomhederne.«

Vagn Lundsteen,

Bæredygtigt Landbrug i pressemeddelelse:

»Det hedder sig, at der for øjeblikket bliver forhandlet om at tillægge gyllen en afgift på 25 kroner pr. ton. Et sådant forslag sender et signal til danske svineproducenter om, at man ønsker at fortsætte afgiftsbelastningen af dansk landbrug. Derfor vil vi anbefale slagteriarbejderne at beholde pengene i lommen og i stedet hjælpe landbrugserhvervet med at få rammevilkår som i Tyskland. Det er den bedste og billigste måde at holde grisene hjemme og bevare arbejdspladserne på de danske slagterier.«

Henrik Mortensen, formand Danske

Svineproducenter til Jyllands-Posten:

»Desværre tvivler jeg på, at aftalen får den helt store virkning. Det grundliggende problem er, at økonomien i at producere slagtesvin i Danmark har været for dårlig. Hvis udviklingen skal vendes, skal vi have højere svinepriser og rammevilkår som vores konkurrenter i Tyskland.«

Fødevareminister Karen Hækkerup, S:

»Hvis forslaget går igennem, så må vi, der har interesse i det her, sætte os sammen og drøfte mulighederne. Bankerne har naturligvis også interesse i, at svineproducenterne klarer den, ligesom slagterimedarbejderne har interesse i at sikre arbejdspladser.«

Jesper Friis, direktør DC Pork:

»200.000 er ikke et dramatisk fald, men vores betingede aftale med tillidsfolkene er heller ikke en kortsigtet panikhandling. Aftalen er et led i vores strategiske bestræbelser på at vende mange års fald i slagtningerne til ny vækst.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle