Det skal hedde grisekød, ikke svinekød

Landbrug & Fødevarer og slagterierne har besluttet at udfase ordet svin til fordel for gris i forbrugersammenhæng.

Forbrugerne, især de unge af dem, vil hellere spise gris end svin. Det viser en markedsundersøgelse, gennemført af Landbrug & Fødevarer.

Det er baggrunden for, at organisationen sammen med Danske Svineslagterier har besluttet at foretage en »revitalisering« af sprogbruget for svinekødsprodukter.

Det indebærer, at ordet svin udfases til fordel for det mere neutralt klingende »gris« i forbindelse med markedsføring og afsætning.

»De unge er nutidens og fremtidens forbrugere, og derfor har vi valgt at tilpasse sprogbrugen i kategorien til dem,« siger Vickie Enné Ryge, der er chefkonsulent i afsætning, ernæring & markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer.

Varer en generation

Men selvom navneskiftet fra svin til gris i første omgang er rettet mod forbrugerne, forventer Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, at det nye sprogbrug vil brede sig til landbruget og landmændene selv.

På møder med folkevalgte og i materiale fra Landbrug & Fødevarer vil man også allerede opleve, at »gris« umærkeligt har listet sig mere ind i sprogbruget.

»Ude på landet vil der nok gå nogen tid, før vi vænner os til, at vi er »griseproducenter«, - der går nok en generation,« vurderer Erik Larsen.

»For mig er det heller ikke så vigtigt, hvad man siger i daglig tale. Men i afsætningsleddet og markedsføringen har vi besluttet, at vi nu kalder det for grisekød.«

Mere moderne

Ifølge Erik Larsen lyder det mere moderne at sige »gris«.

»Og som erhverv skal vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan, for at tiltrække kunderne og de unge. Jeg håber, det kan øge afsætningen og forståelsen for vore produkter.«

Erik Larsen tilføjer, at der ikke er aktuelle planer om at lade Landbrug & Fødevarer Svineproduktion skifte navn til Landbrug & Fødevarer Griseproduktion.

»Nu ser vi lige, hvordan markedet reagerer, og så kan det være, det også skal ændres. Indtil videre beholder vi navnet Landbrug & Fødevarer Svineproduktion.«

Formålet med L&F’s forbrugerundersøgelse var at se, om udskæringsbetegnelser var »nutidige« i forhold til de unge.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle