Djurslands ankermand fylder 60 år

Hans-Henrik Dalsgaard, chefkonsulent og foreningssekretær i Djursland Landboforening, fylder 60 år.

Han er ikke meget for postyret, men hvis man vil have gæster om bordet, så må nyheden ud. Chefkonsulent og foreningssekretær i Djursland Landboforening, Hans-Henrik Dalsgaard, fylder 60 år. Dagen bliver markeret ved et åbent arrangement på bopælen i Glesborg. Her håber fødselaren at se kollegaer, samarbejdspartnere og de landmænd, som han i de sidste mange år har haft berøring med.

»Vi vil her i foreningen gerne honorere, at Hans-Henrik fylder rundt og stadig er i fuld vigør. Vi har haft mange gode år med ham, og det håber vi fortsætter«, lyder det fra Hans Gæmelke, formand for Djursland Landboforening.

Hans-Henrik Dalsgaard blev 1. december 1986 ansat som økonomikonsulent i daværende Kalø-Knebelvig Landboforening med hjemsted i Rønde. Her var han frem til 1991, hvor han blev ansat som foreningssekretær og leder af regnskabskontoret i daværende Rougsø-Sønderhald Herreders Landboforening med hjemsted i Allingåbro.

Ved den samlede foreningsfusion af landboforeningerne på Djursland i år 2000 blev Hans-Henrik Dalsgaard udnævnt som chefkonsulent for økonomi og jura i den nye Djursland Landboforening, og i 2002 overtog Hans-Henrik Dalsgaard også hvervet som sekretær for landboforeningens bestyrelse.

»Hans-Henrik var en af hovedarkitekterne bag sammenlægningen af Djursland Landboforening, som vi kender den i dag. Det er hans fortjeneste, at vi har en landboforening, hvor forening og rådgivning hænger så godt sammen«, forklarer Hans Gæmelke.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle