DLA kommer tæt på fransk gigant

Danish Agro-kontrollerede Vilomix køber sig ind selskab ejet af Frankrigs største agriindustrielle virksomhed.

Danish Agro går ind i et tæt samarbejde med en af Europas største agroindustrielle virksomheder, InVivo, med en omsætning på ca. 45 mia. kr., efter DLA-selskabet Vilomix Holding har købt 60 pct. af aktierne i franskmændenes russiske selskab, Vitargos Rossovist.

Med købet skal partnerne øge deres vækst på det russiske marked.

Men samtidig kan det også blive startskuddet til et tættere samarbejde i fremtiden, forklarer formand for DLA Group og adm. direktør for Danish Agro Christian Junker.

"Nu tester vi hinanden af på det russiske marked, og så er vi ikke afvisende over for, at vi kan se på andre ting. Nu starter vi med et honeymoon, og vi har ingen planer om at blive skilt," siger Christian Junker.

InVivos foderaktiviteter i selskabet InVivo NSA omsætter årligt for ca. 10 mia. kr.

Specialstyrke rykker ind

I det russiske samarbejde bliver det Vilomix' ledelsesteam med adm. direktør Peter Iversen i spidsen, som fremover skal guide det russiske selskab videre frem.

Vilomix Holding bliver hovedaktionær med 60 procent af aktierne, mens franskmændene accepterer en rolle som minoritetsaktionær i samarbejdet.

Ifølge Christian Junker venter der en turn around-opgave i Rusland.

"Den trænger til at blive lidt mere vestligt orienteret. Derfor ønsker vi fra Danmark at sætte ledelsesholdet," siger han.

Med samarbejdet forener danskerne og franskmændene kræfterne med at opbygge en helt ny mineralfabrik for at være skarp i konkurrencen.

Samtidig er samarbejdet med til at dæmpe risikoen ved at operere i Rusland.

"Rusland er et marked med store muligheder, men det er også et marked, hvor risiciene er større. Derfor finder vi, at dette joint venture er en rigtig god løsning," siger Christian Junker.

Som en del af aftalen bliver InVivo fremover også en del af indkøbssamarbejdet i Kina, hvor Vilomix i dag køber ind sammen med DLA Groups tyske samarbejdspartner, Agravis.

InVivo NSA er før samarbejdet imponeret over sin nye danske partner.

»Vilomix Holding har udviklet deres virksomhed til et meget effektivt, strømlinet og særdeles velindtjenende selskab på det nordeuropæiske marked,« udtaler adm. direktør Hubert de Roquefeuil.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle