DLF: Analyser er ikke raketvidenskab

Det er svært at fejlbetjene apparaturet, når man analyserer raps for urenheder, mener DLF.

Ole Schous, VKST, kritik af, at tilsyneladende ens rapsprøver af samme parti sendt til forskellige firmaer giver vidt forskellige resultater, er ikke rettet mod et bestemt firma.

Det undrer dog Jens G. Larsen, rapstrader hos DLF, hvis firmaerne kommer frem til meget forskellige analyseresultater på ens partier. Analyseapparaturet kører nemlig nærmest automatisk, og man justerer det ikke manuelt.

»Analyserne sker efter faste standarder, og selv jeg kan gå ned og betjene vores maskiner. Det er bare at hælde frøene i maskinen og aflæse displayet, når det er kørt igennem maskinen, som bliver serviceret og tjekket af uvildige før sæsonstart. Det er ikke raketvidenskab,« siger han.

Helt ens prøver

Med andre ord finder han det mere sandsynligt, at de ens analyser, som Ole Schou omtaler var med i en ringanalyse, som gav forskellige analyseresultater, måske ikke var så ens endda. Skal man måle, om firmaerne analyserer forskelligt, skal prøverne være helt ens. Det vil sige, at prøven allerede ved afsendelse indeholder en bestemt mængde urenheder, så man nøjagtigt kan se, om der er en forskellighed hos firmaerne.

Det er vel stadig interessant, at ringanalysen giver så forskellige resultater, når VKST gør ligesom landmænd kan gøre og prøver det samme forskellige steder?

»Jeg kan godt forstå landmændene, jeg er selv landmand, men forskellene skyldes ikke, at vi ikke er omhyggelige,« siger han.

Samtidig peger han på, at DLF faktisk giver tillæg, hvis der er mere end 98 procent rent frø i en analyse. Det gør langtfra alle danske firmaer, men det er ikke kun ATR, der betaler for hele partiet, påpeger han.

Ingen kommentar

DLG ønsker ikke at udtale sig om problematikken med de forskellige analyser, men skriver i en mail, at de investerer betydelige summer i det nyeste analyseudstyr og IT samt i uddannelse af laboranter, der sørger for en høj standard i laboratorier og sikrer, at landmanden får den korrekte analyse og afregning af sine afgrøder.

Det har ikke været muligt før deadline at få en udtalelse fra Danish Agro.

Faktaboks

Baggrund

  • Tilsyneladende ens prøver af raps, udtaget af VKST og sendt til forskellige aftagere, giver meget forskellige resultater
  • I en ringanalyse lå urenheder på 1,5 til 6 procent i samme rapsparti
  • Kritikken retter sig ikke mod et enkelt firma, men med den erfaring kan det være klogt at sende analyser til flere aftagere

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle