DLF har taget stort skridt - nu kommer kæmpe hop

DLFs regnskab viser endnu et år med stor fremgang. Men købet af New zealandske PGG Wrightson vil bringe selskabet ind i en helt ny liga.

Endnu et år med rekorder. Sådan har DLF for vane at aflægge regnskab - og i år var ingen undtagelse.

Et spring fremad i omsætning på hele 800 mio. kr. til nu 4,3 mia. kroner bringer DLF fra tidligere tiders status af nicheselskab til nu for alvor at have tyngde.

Og næste år vil DLF vel at mærke runde de 6 mia. kroner, når købet af new zealandske PGG Wrightson efter planen falder på plads.

Dermed vil de knap 3000 danske andelshavere for alvor eje et selskab, der er verdensomspændende - på både nordlig og sydlig halvkugle.

Formand Christian Høegh-Andersen og direktør Truels Damsgaard kunne på generalforsamlingen præsentere et regnskab og et år, hvor DLF ikke har sat mange fødder forkert i forretningen.

»Vi har lagt godt 20 procent på toplinjen, hvilket især skyldes opkøbene af Maribo Hilleshög og Moore Seed. Det er dejligt med vækst på toplinjen. Men det er også dejligt, når noget af det dribler ned på bundlinjen«, konstaterede Truels Damsgaard.

Han påpegede, at især tilkøbet af roefrø i MariboHilleshög, samt havefrøene i Jensen Seeds har gjort det godt. Dertil har også den den voksende forretning i Nordamerika, hvor DLF også de seneste år har foretaget opkøb, performet.

Storkøb vil påvirke alt

DLF har i forhold til mange af de øvrige danske andelsselskaber en imponerende soliditet på 52,4 procent. Truels Damsgaard forebredte dog sine andelshavere på, at det næste år vil se helt anderledes ud. Det skyldes, at overtagelsen af PGG Wrightson på New Zealand vil trække storee veksler på selskabet, på alle måder.

»Det er et stort og dyrt køb. Vi skal udstede hybridobligationer, som er en kortfristet obligation, der kan indgå som egenkapital, for næsten 700 mio. kr. og resten finansierer vi med en lånepakke med et bankkonsortie. Men vores solvens vil falde betydeligt til et sted i 30’erne, når vi har lukket PGG-handlen«, fortalte direktøren.

Han påpegede, at hvor DLF for et år siden talte 850 medarbejdere - og nu 1199 ved årets slutning - så ender DLF fremover med at have 1800, når først PGG Wrightson-handlen er på plads. Det forventes at ske omkring nytår.

Delegerede: Kartofler?

Blandt de delegerede var der især fokus på, hvordan man vil styre de mange tilkøb over hele verden, samt hvordan arealerne fordeles herhjemme blandt avlerne.

Men et par spørgsmål kredsede også om, hvorvidt DLF fortsat skal eje Danespo, som man ejer 50 procent af.

Her faldt omsætningen i året nemlig fra 468 til 421,7 mio. kr., mens driftsresultatet faldt fra 12,2 til 4,1 mio. kr.

Truels Damsgaard var dog ikke parat til at sætte datteren til salg.

»Vi er i Danespo, fordi det er en højværdivirksomhed med planteforædling, og den har præsteret en rigtig fornuftig indtjening. Det var svært sidste år og heller ikke så pænt i år, men vi er langsigtede i det her. Et par svære år får os ikke til at smide tøjlerne«, konstaterede han.

Faktaboks

DLF amba regnskab 17/18

  • Omsætning 4,3 mia. kr. (3,53 mia. kr. i 16/17).
  • Koncernresultat efter skat 184,5 mio. kr. (160,6)
  • Egenkapital 1,53 mia. kr. (1,38 mia. kr.)
  • Antal medarbejdere 1.199 (844)
  • 54.800 hektar dyrket - med en afregning på cirka 14.000 kr/hektar til dyrkerne.
  • 2.948 dyrkere.
  • Den gennemsnitlige avler har nu 33,4 hektar med frø

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle