DLG fusionerer sine to tyske selskaber

DLG-koncernens to store tyske selskaber, HaGe og Team, fusionerer og bliver dermed blandt de førende spillere på det tyske marked.

Med en omsætning på mere end 32 mia. kr. er Tyskland så ubetinget DLG’s største marked og med det faktum, at to ud af tre ansatte i koncernen har tysk som modersmål, kan man fristes til at kalde det største danske grovvarekoncern for mere tysk end dansk. Lige bortset altså fra det faktum, at det er ejet af de danske landmænd.

Men Tyskland fylder meget i DLG, og derfor er ugens annoncerede fusion mellem koncernens to tyske selskaber interessant, selv om det på papiret er tale om et umage par. Det er det klassiske landbrugsselskab HaGe og energi- og byggemarkedsselskabet Team SE, der ikke har så meget med landbrug at gøre, men ikke desto mindre har været hønen, der lagde guldæg til de danske ejere, der nu er blevet formælet.

Dansk saft - tysk kraft

I DLG lægger koncernchef Kristian Hundebøll ikke skjul på, at fusionen skal være med til at styrke den danske koncerns stilling på det vigtige tyske marked:

»DLG er et selskab med solide danske rødder, men vi henter en stor del af vores omsætning og indtjening uden for landets grænser og i særdeleshed i Tyskland. Med fusionen mellem HaGe og Team skaber vi et endnu bedre udgangspunkt for at generere yderligere indtjeningsvækst på det tyske marked, som i dag bidrager med 2/3 af DLG-koncernens samlede indtjening«, siger Kristian Hundebøll.

Afsøge muligheder

Landbrugsselskabet HaGe og energi- og byggemarkedsselskabet Team SE forener nu kræfterne i ét samlet selskab, der skal holde fokus på både landbrugsbranchen og bygge- og energisektoren.

Fusionen kommer efter flere års tæt samarbejde mellem de to virksomheder og skal danne udgangspunktet for opbygningen af et selskab med et stærkt udgangspunkt for fremtidig vækst. Eller som koncernchef Kristian Hundebøll siger:

»Tyskland er et strategisk vigtigt marked for DLG, og med fusionen af HaGe og Team til ét selskab vil vi stå særdeles stærkt i den skarpe konkurrence, der er på det tyske marked. Team og HaGe er hver især stærke spillere inden for deres respektive forretningsområder. Sammen får de endnu mere slagkraft til at udbygge vores markedsledende position i Tyskland og afsøge nye forretningsmæssige muligheder«.

Hovedsæde i Flensborg

Endnu er der ikke fundet noget navn til fusionen, der bliver en af en af de største virksomheder med base i Slesvig-Holsten. Hovedsædet kommer til at ligge i Flensborg lige syd for den danske grænse. I grænsebyen er Team ved at opføre et nyt domicil med 380 arbejdspladser, der ligger blot en god times kørsel fra DLG-koncernens domicil i Fredericia. Fusionen vil beskæftige næsten 5.000 mennesker, omsætte for 32 mia. kr. og generere et driftsresultat 1 mia. kr.

Direktionen i det nye selskab er Kevin Lorenzen (CEO, Team) og Henrik Madsen (CEO, HaGe) sammen med Carsten Gemeinhardt (COO, Team) og Lars Sørensen (CFO, HaGe). Fusionen skal godkendes på en ekstraordinær generalforsamling i Team inden årets udgang og træder i kraft med virkning fra januar 2022.

Faktaboks

De to tyskere: HaGe & Team

  • HaGe sælger landbrugsprodukter direkte til kunder i landbruget. HaGe er et af de største landbrugsselskaber i Tyskland med en omsætning på 16,3 mia. kr. i 2020 og ca. 1.400 ansatte.
  • Team SE opererer inden for bygge- og energisektoren, hvor selskabet hører til blandt de allerstørste i Tyskland. Team beskæftiger mere end 3.500 medarbejdere på over 300 lokationer og omsatte i 2020 for 15,5 mia. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle