DLG indtager vigtigt marked

DLG-koncernens vigtige vitamin- og mineralforretning Vilofoss køber op på det vigtige spanske marked.

Vilofoss, en af de tre største aktører på det europæiske vitamin- og mineralmarked til husdyrproduktion, har netop købt den spanske mineralvirksomhed Complementos de Piensos Compuestos (CPC).

Familievirksomheden CPC producerer 15.000 ton vitaminer og mineraler om året svarende til en omsætning på 120 mio. kr. Koncernchef i DLG, Kristian Hundebøll, siger:

»Spanien er det største europæiske marked for griseproduktion og producerer 20 procent af alle grise i Europa. Det er p.t. det marked i Europa med den højeste vækst. Vi har i længere tid været på jagt efter den rette samarbejdspartner, og det er nu lykkedes med investeringen i CPC, som vi ser gode vækstmuligheder i. Opkøbet styrker vores position som en af de absolut førende vitamin- og mineralvirksomheder med en markedsandel på 20 procent i Europa. Vi håber, at CPC er første skridt på vejen til en stærk position på det spanske marked - ligesom vi med succes har gjort i Tyskland og Frankrig«.

Vilofoss har med den nye spanske fabrik nu 16 fabrikker i syv lande i Europa og en mindre ejerandel i en vitaminfabrik i Kina. Vilofoss producerer 400.000 ton vitaminer og mineraler om året og omsætter for over tre mia. kr.

»I starten af året indgik vi et nyt samarbejde med det franske selskab ARC, hvilket har gjort os til markedsleder i Frankrig på salg af smågrisefoder. Med CPC i Spanien er vi nu tilstede på alle de vigtige markeder i Europa og er med til at sætte dagsorden for husdyrproduktionen både inden for grise, kvæg og fjerkræ«, siger Kristian Hundebøll.

Faktaboks

CPC:

  • CPC er placeret i Navarra-provinsen i Nordspanien tæt på Pamplona og er strategisk godt placeret i forhold til den store spanske svineproduktion.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle