DLG støtter nabo-handel med korn

Markedet er der, og vi kan lige så godt være en del af det, lyder ræsonnementet fra korn-koncernen.

Vi kannibaliserer ikke på vores egen forretning, selv om vi støtter nabohandlen mellem landmænd. Landmænd har altid handlet korn med hinanden uden om grovvareselskaberne. Som landmandsejet grovvareselskab kan vi lige så godt være med til at støtte vores ejere og være med til at sikre, at handlen foregår på en ordentlig måde for begge parter«, siger vicekoncerndirektør Mogens Frederiksen, DLG.

I DLG skønner man nabohandlen i Danmark er på 550.000 ton og i vækst, bl.a. fordi digitaliseringen gør det lettere at handle landmænd indbyrdes over længere afstande.

»Vi mener, at der er et stort potentiale i, at mange flere brugere kan få glæde af vores app. Det er derfor, vi tilbyder det gratis i resten af året«, siger Mogens Frederiksen som forklaring på, at DLG er medejer af og markedsfører app’en Crop, der kan bruges til nabohandler.

Små marginer

I Danmark bliver der flyttet enorme mængder korn rundt mellem landmænd, med eller uden hjælp fra grovvareselskaberne. Alligevel er det en forretning, der er kendt for at være hårdt presset, fordi der kort sagt ikke kan tjenes ret meget på at flytte korn fra ét sted til et andet.

»Men i app’en kan man faktisk godt booke DLG til at hente og aflevere det korn, som man har handlet et andet sted i landet«, fortæller Mogens Frederiksen, der understreger, at DLG satser hårdt på at være med i kapløbet om at tilbyde landmænd digitale løsninger, som også har andre aktører.

»Vi ved godt, at der er konkurrence om at levere digitale løsninger til landmænd. Derfor er det vigtigt for DLG at være med i markedet og gerne first movers«, siger Mogens Frederiksen, der ikke vil afsløre, hvor mange penge DLG putter i sin digitaliseringsstrategi:

»Men der er ingen tvivl om, at digitaliseringen vil komme landmanden til gode i form af lavere priser generelt. DLGs mål er at sikre, at landmændene er på sikker grund«.

Ingen overvågning

I medierne har der været en del historier om, at de digitale spor, som brugeren af forskellige apps sætter, kan opsnappes og bruges kommercielt. Men brugerne af crop kan være ganske rolige, lyder det fra Frederiksen:

»Vi kan se det samme som brugeren, altså hvor mange der er på. Hvordan de agerer, og hvad de handler med og med hvem og til hvilke priser, ved vi ikke noget om. Og sådan bør det også være«.

Faktaboks

DLGS crop app:

  • Kan hentes gratis i app-store og google play.
  • Koster normalt 125 kr. om måneden i abonnement.
  • Tilbydes gratis resten af året.
  • App’en har omkring 4.000 brugere, heraf 1.900 i Danmark.
  • DLG ejer 80 pct. af appen. De resterende 20 pct. ejes af appudviklerne Shape.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle