DM i pløjning: Verdensmester i stort comeback

Den tidligere verdensmester i pløjning, Jens Iversen, gjorde comeback ved danmarksmesterskaberne lørdag.

Det er ikke mindre end 18 år siden, at han vandt titlen som verdens bedste pløjer. Men nu kan landmanden fra Mors, Jens Iversen, gøre det igen. Lørdag vandt han det nationale mesterskab i pløjning i Løgstør og kvalificerede sig dermed til verdensmesterskaberne i pløjning næste år.

Jens Iversen kom på podiet allerede om fredagen, hvor deltagerne konkurrerede i stubjord, og sådan fortsatte det i grønjorden lørdag. Samlet gav det ham 225,25 point i konkurrencen for standardplovere efter Hardy Andersen med 218,5 point og Flemming Thorsager med 193,75 point.

I konkurrencen for vendeplovere vandt Søren Korsgaard, som også deltog i verdensmesterskaberne i år i Frankrig, med 249,1 point. Nummer to i rækken blev Søren Svenningsen med 242,5 point og Jesper Madsen med 235,5 point.

DM blev hemmeligholdt

48-årige Jens Iversen har ikke deltaget i konkurrencepløjning, siden han vandt verdensmesterskaberne i 1996, hvor det blev afholdt i Irland. Indtil oktober havde ingen regnet med, at han ville vende tilbage til danmarksmesterskaberne i Løgstør.

»Jeg holdt det hemmeligt, indtil jeg begyndte at forberede mig, men da jeg tilmeldte mig til de lokale mesterskaber, begyndte rygterne at sprede sig. Det var sidst i september,« sagde Jens Iversen, som i mellemtiden har været træner for andre konkurrencepløjere.

Selv begyndte han først sine endelige forberedelser til danmarksmesterskaberne med et lokalt mesterskab den første weekend i oktober.

»Jeg kunne godt mærke, at jeg mangler træning i min afslutning. Den er ikke super perfekt, og min flækning var også lidt for tynd. Ellers var feltet godt nok, men når man har været med til pløjning i en menneskealder, har man også et helt perfekt billede af, hvordan det skal se ud,« sagde han efter pløjningen lørdag.

Træneren og eleven

Den tidligere verdensmester skal af sted sammen med Søren Korsgaard, som han var træner for ved verdensmesterskaberne i år i Frankrig.

Her var der dog ingen af de danske deltagere, som gik hjem med medaljer.

Næste år er der dog grund til at være optimistisk, da det foregår på hjemmebane i Thisted, og derudover venter Søren Korsgaard en helt ny plov, som kan forbedre hans chancer.

Faktaboks

Vindere af DM 2014

Senior:

Standard: Jens Iversen

Vende: Søren Korsgaard

Junior:

Standard: Martin Lindberg Velling

Vende: Bertel Bovbjerg

Storplov: Claus Hansen

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle